Nyheder26. marts 2013

SE og HØR melder Bjørnson til politiet

Reality-kendissen sendte sms-trusler og forsøgte at trænge ind hos en journalist fra bladet
SE og HØR har anmeldt Michael Bjørnson for brud på straffeloven.
SE og HØR har anmeldt Michael Bjørnson for brud på straffeloven.
 Foto: All Over



En SE og HØR-journalist modtog i går flere truende sms'er fra en stærkt ophidset Michael Bjørnson, som efterfølgende forsøgte at trænge ind på journalistens privatadresse.

Det har fået SE og HØR til at anmelde Bjørnson for brud på straffeloven

Sms-truslerne kulminerede i, at en særdeles aggressiv Michael Bjørnson i løbet af aftenen mødte op foran SE og HØR-journalistens hjem og forsøgte at trænge ind gennem dennes hoveddør. Det lykkedes dog ikke, og Bjørnson forlod ejendommen, efter at politiet var blevet alarmeret.

Reality-kendissen, som i dag kalder sig Michael Monetz, var blevet vred over en artikel i denne uges SE og HØR.

Af artiklen fremgår det bl.a., at Bjørnson efter en intim sms-chat i december mødtes med en fremmed kvinde på et hotelværelse i Kolding.

Aller Media, der udgiver SE og HØR, politianmelder på vegne af bladet Michal Bjørnson for trusler og forsøg på indtrængen i privat hjem.

- Vi kan ikke acceptere, at en journalist udsættes for den form for truende adfærd. Det er ulovligt og strafbart, og derfor har vi også i dag anmeldt Michael Bjørnson til politiet, udtaler ansvarshavende redaktionschef Kim Bretov.

Sponsoreret indhold