Nicklas Bendtner: Smadrede sin Aston Martin
Når man nu har en James Bond-bil, er fristelsen til at fyre den af selvfølgelig stor. Og Nicklas Bendtner lod sig forleden lede i fristelsen.
Med 160 km/t - 100 miles per hour - kørte den danske fodboldlandsholdsspiller galt og smadrede sin Aston Martin.
- Nicklas røg af vejen. Han sagde, at han havde kørt 100 miles i timen. Nicklas er meget rystet, men føler sig heldig over at være sluppet med livet i behold, siger en kilde i Arsenals trup ifølge Ekstra Bladet til Daily Mirror.
Nicklas Bendtner, der var på vej til træning for Arsenal i Hertfordshire, slap fra soloulykken med nogle få overfladiske skrammer. Hans sorte Aston Martin derimod er totalskadet.
Nicklas' mén er så små, at han er med i Arsenals trup, der skal spille Champions League i morgen. Hvilket også betyder, at han ikke får problemer med at stille op, når Danmark skal møde Sverige.