Xander: Ingen mennesker er perfekte
For godt 2 uger siden blev Xander idømt en betinget voldsdom på 60 dage efter at have slået en jævnaldrende mand med et jernrør.
Alligevel er Anne Linnets søn mere populær end nogensinde. Således rundede han 20.000 fans på Facebook kort efter dommen, og det vækker begejstring, at flere og flere synes godt om hans musik.
Læs også: Xander tæt på døden
- Det betyder rigtig, rigtig meget. Det er fantastisk, at folk har fået øjnene op for mig på så kort tid, siger Xander til Ritzau og reflekterer derefter videre over sit liv.
- Der er ikke nogen mennesker, der er perfekte, men jeg gør i hvert fald mit. Jeg laver min musik, det er det, jeg kan. Der er en masse ting, jeg ikke kan. Jeg er sygt dårlig til at regne, jeg ved ikke, hvad kvadratroden af noget som helst er, og jeg bliver aldrig advokat. Men musikken har jeg styr på. Den har jeg øvet mig på hele mit liv, lyder det fra den 23-årige sangstjerne.