Skjulte Stjerner flopper
Det ser ikke godt ud. Slet ikke. Programmet Skjulte Stjerner er på vej ned - og det går hurtigt. DR's storstilede fredagsunderholdning får nemlig læsterlige stryg af konkurrentens publikumssucces Vild med dans.
Til premieren på Skjulte Stjerner opnåede programmet hele 586.000 seere. Bare 4 uger senere er det tal reduceret til skuffende 411.000.
Læs også: Derfor sagde hun nej
Det er et fald på ikke mindre end 175.000 seere, og det ligner en katastrofe for DR. Sådan ser kanalens underholdningschef Jan Lundme dog ikke på det.
- Vi sender ufortrødent videre, og jeg synes faktisk, at programmet har en masse kvalitet. Men jeg vil ikke lægge skjul på, at vi gerne ville have flere seere, siger han til Ekstra Bladet.
Jan Lundme vil endnu ikke fortælle, om Skjulte Stjerner får endnu en sæson.