David Dencik: Hyldet for bøsserolle
Endnu er David Dencik ikke et navn, der vinder genklang i danskernes ører, men det skal nok komme. Den 35-årige skuespiller er lige nu aktuel, som Niels i "Blekingegadebanden", og til foråret kan han få sit helt store gennembrud, når der er premiere på den allerede kritiker-roste film "Broderskab".
Her spiller David Dencik den nynazistiske Jimmy, og den rolle har netop indbragt Dencik en pris ved en filmfestival i Estland. Han har hentet hæder som 'Bedste mandlige skuespiller' ved Tallinn Black Night Film Festival i Estland.
- Det var virkelig fedt, men det skal heller ikke fylde for meget at få priser, så går det hele op i hat og briller. Jeg er nok lidt afhængig af at få ros, men hvem er ikke det?, siger han til BT.
"Broderskab", som DR har været med til at finansiere, handler om et homoseksuelt kærlighedsforhold i et nynazistisk miljø, og David Dencik spiller den unge nynazistiske Jimmy, der forelsker sig i skinheaden Lars, spillet af Thure Lindhardt. Et sådan kærlighedsforhold går ikke ustraffet hen i disse kredse, men de forelskede drenges følelser for hinanden er så stærke, at de må trodse det nynazistiske regelsæt for at fortsætte kærligheden.
Filmen er Nicolo Donatos spillefilmsdebut, og den når de danske biografer i april 2010. Allerede inden premieren er filmen solgt til Belgien og Holland.
"Broderskab" sikrede sig de første to priser allerede ved Roms Internationale Filmfestival sidst i oktober. Her hentede "Broderskab" såvel hovedprisen som prisen "Den Gyldne Sommerfugl".
Hvis du ikke kan vente, kan du se traileren herunder: