Nyheder30. august 2014

- Det er meget svært at forlade Liverpool

Landsholdsanfører Daniel Agger bekræfter i følelsesladet interview sit skifte fra Liverpool til Brøndby
Af af
Nu er den bekræftet af hovedpersonen selv. Daniel Agger - her sammen med William Kvist i Parken - skifter fra Liverpool FC til Brøndby IF.
Nu er den bekræftet af hovedpersonen selv. Daniel Agger - her sammen med William Kvist i Parken - skifter fra Liverpool FC til Brøndby IF.
 Foto: All Over Press



I et af de mest bemærkelsesværdige klubskifter i Superligaens historie skifter den danske landsholdsanfører, Daniel Agger, fra Liverpool FC til Brøndby IF.

Det bekræfter Daniel Agger og begge klubber lørdag ved 13-tiden.

LÆS OGSÅ: Agger måske på vej hjem

I en pressemeddelelse skriver Brøndby, at det er en stor milliongave fra klubbens hovedaktionær, Jan Bech Andersen, der gør det muligt at hente Agger, der får omkring 50 millioner kroner om året i Liverpool, hjem til Brøndby.

LÆS OGSÅ: Taber penge på pubben

Daniel Agger selv, kommenterer det opsigtsvækkende skifte i Liverpools pressemeddelelse:

- Liverpool har været så stor en del af min og min families liv i så mange år, at det er meget svært at forlade klubben. Der opstod dog en mulighed for, at jeg kunne vende hjem til Brøndby, og på dette tidspunkt af min karriere, er det den rigtige løsning, siger den 29-årige landsholdsforsvarer.

- Ud over Liverpool er Brøndby den eneste klub, jeg vil spille for. Det har jeg bevist flere gange de senere år, hvor jeg har takket nej til tilbud fra klubber fra andre europæiske lande og Premier League-klubber.

Takker fans
- Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Liverpools fans for den helt ufattelige støtte, de har givet mig i min tid her. også tak for den store varme og venlighed, som min familie er blevet mødt med. Byen har været vores hjem, og vi har haft det dejligt og faldt godt til her. Jeg har dog i den senere tid mærket effekterne af at spille hver uge i en liga så fysisk krævende som Premier League, og jeg vil ikke blive her, hvis jeg ikke føler, jeg kan leve op til kravene uge efter uge, siger Daniel Agger i pressemeddelelsen.

- Klubben er noget helt specielt, og jeg vil være fan resten af mit liv. Jeg anser hver eneste kamp, jeg har spillet på Anfield Road som et privilegium, slutter Agger.

LÆS OGSÅ: Trendy kloak-mand

Liverpool-manager Brendan Rodgers arbejdede sammen med Agger i to sæsoner:

- Vi ønsker Daniel og hans familie alt godt i fremtiden. Vi har haft diskussioner om hans fremtid siden slutningen af sidste sæson, og jeg ved, at det har krævet lange dybe overvejelser, at han er nået til denne beslutning. Daniel elsker Liverpool og klubbens fans, og han har et helt særligt bånd til supporterne, siger Rodgers.

LÆS OGSÅ: Agger hjælper brandofre

Han tilføjer, at Agger er lige så elsket blandt Brøndbys fans:

- Da vi spillede mod dem i sommerpausen på Brøndby Stadion var det tydeligt, at han er meget højt elsket af Brøndbys fans, og jeg kan sandelig godt forstå, at han gerne vil tilbage til Brøndby. På vegne af alle i Liverpool vil jeg takke Daniel for hans indsats for klubben og håber, at han får en fin karriereafslutning i Danmark, siger Rodgers.

I sine ni år i Liverpool optrådte han 232 gange for klubben, scorede 14 mål og var med til at vinde Carling Cup i 2012.

- Kunne have tjent mere andre steder
Til Brøndbys hjemmeside fortæller Daniel Agger, hvorfor det ikke kunne blive andre end Brøndby, hvis han skulle skifte fra Liverpool:

- Jeg har nogle særlige følelser for denne klub, og for mig betyder det mere end penge og andre materielle ting. Jeg kunne sikkert godt have fået en kontrakt med en større klub og tjent flere penge, men det er ikke vigtigt for mig. Jeg ønsker at være glad for det, jeg laver, og samtidig føle, at jeg gør en forskel, dér hvor jeg er.

- Siden jeg forlod Brøndby i 2005, har jeg altid drømt om en dag at vende tilbage og spille i den gule trøje igen. Det er helt fantastisk, at det nu går i opfyldelse, siger Agger.

Brøndbys kontrakt med Daniel Agger løber frem til sommeren 2016.

Sponsoreret indhold