Her er de nye ”AllStars”-korledere
Til foråret sender TV2 endnu en omgang "AllStars", hvor kendte musikere skal samle et kor fra deres hjemstavn. Lisbeth Østergaard bliver igen vært, men korlederne er selvfølgelig nye.
Denne gang er valget af korledere faldet på grønlandske Julie Berthelsen, århusianske Johnson, Rasmus Nøhr fra Nørrebro og endelig Niarn, som gjorde sin hjemby Aalborg berømt i gennembruds sangen "Dobbelt A".
- Det er fire stærke navne inden for den unge del af musikbranchen. Det bliver rigtig sjovt at se, hvad de hver især får ud af den vanvittige opgave, det er at få et helt kor og solister til at udtrykke det, som de hver især repræsenterer musikalsk. Et TV-show som "AllStars" kan det særlige at få vidt forskellige mennesker til at arbejde sammen om noget meningsfyldt, siger TV2's underholdningschef, Gitte Madsen.
Jagten på kormedlemmer og solister begynder i februar, hvor der afholdes åben audition i de 4 byer. Har du lyst til at læse mere om de fire musikere, auditions og regler for, hvem der kan komme til audition, så læs mere på allstars.tv2.dk.