Blachman: Danskerne har lært at elske mig
"X Factor"-dommeren Thomas Blachman ved godt, han ikke altid har været danskernes yndling. Men efter seks sæsoner som dommer i det populære tv-show, mener han, at danskerne endelig har lært at elske ham.
- Jeg er ligesom danskernes Stockholmsyndrom, siger Thomas Blachman med henvisning til det psykologiske begreb, der beskriver den absurde hengivenhed, der kan opstå mellem et gidsel og hans gidseltager.
LÆS OGSÅ: Thomas Blachman: Jeg er kærligheden selv
Med sin karakteristiske Blachman-stemme, som sjældent afslører, om det, der siges, i virkeligheden er ment ironisk, fortsætter Thomas Blachman med at beskrive, hvordan, han mener, danskerne nu er blevet bedre til at rumme ham.
- Det er endelig feset ind hos folk, at de har brug for sådan en som mig. Fordi jeg allerede er en del af dem, siger han og fortsætter:
- Jeg føler mig kærligt imødekommet nu.
Den 51-årige jazzmusiker, der i år tager hul på sin syvende sæson som dommer i "X Factor", oplevede sidste år for første gang at vinde showet med sin duo AnthonyJasmin.
LÆS OGSÅ: Blachman: Kærligheden har forandret mig
I år er den - i "X Factor"-sammenhæng mindst populære kategori - "grupper" endnu en gang tilfaldet den garvede dommer. Og spørger man Thomas Blachman, hvordan han selv vurderer sine vinderchancer, lyder det korte svar:
- Med det rigtige sangvalg og en overraskende god performance fra mine deltagere tror jeg på det, siger han og uddyber derefter sit svar i en lidt længere version.
- Jeg er til stede i nuet og reagerer på det, jeg får smidt i hovedet lige nu. Så hvis konkurrencen er en kreativ konkurrence, hvor det handler om - med det man nu har som udgangspunkt - at skabe det sundeste og mest fejlfrie, så vil jeg mene, at jeg har en chance, siger han.
LÆS OGSÅ: BLachmans kæreste: Han er så kærlig
- Men Remee og Lina skal jo vinde med det arsenal af unge sportsvogne, der holder i deres garage, tilføjer Thomas Blachman med en denne gang umiskendelig lyd af ironi i den drevne mandestemme.
Thomas Blachman stiller i år op i X Factor med grupperne Citybois, Finn og Rie samt Ivarsson, Bang og Neumann.
Første liveshow løber af stablen fredag aften kl 20.00 på DR1.