Cecilie Beck: Drev kæresten til vanvid
I TV2-programmet "Praxis" har de sat sig for at finde ud af, hvordan dovne mennesker har det. Altså mennesker, som ikke bevæger sig mere end højest nødvendigt eller for den sags skyld foretager sig noget som helst konstruktivt.
Programmets vært Cecilie Beck har været selvbestaltet forsøgskanin, og stort set har hun ikke flyttet sig fra sofaen i fjorten dage.
- Jeg forstår ikke, hvordan dovne mennesker får udrettet noget som helst. Jeg tog bilen alle steder hen, og når ungerne skulle afleveres i skolen, kunne jeg ikke følge dem ind i klassen, som jeg plejer. Madlavningen blev også droppet, så den stod mest på take-away, fortæller hun til Ekstra Bladet.
- Hver morgen, jeg stod op, følte jeg, der var kappet 10 procent af mit humør. Jeg blev irritabel og kort for hovedet, og det ved jeg også, min kæreste vil give mig ret i, siger hun og hentyder til kæresten Rasmus Tantholdt, som måtte finde sig i, at der ikke blev udrettet noget som helst i de tos fælles hjem.
Resultatet af Cecilie Becks anstrengelser eller snarere mangel på samme kan ses i programmet, der sendes på tirsdag.