”Will & Grace”-stjerne forlovet
Hans egocentriske, flamboyante, mavegnidende, tøsefnidrende nasseri på sine gode venner Will og Grace gjorde Jack McFarland verdensberømt i 00'erne. Rollen i hitserien "Will & Grace" sikrede samtidig skuespiller Sean Hayes en Grammy for sin præstation.
Og selvom komedierollen nok ligger langt fra den mere afdæmpede mand, som er Sean Hayes helt privat, så har skuespilleren mindst én ting til fælles med sin karakter: De falder begge for flotte mænd.
LÆS OGSÅ: Ibi Støving: Jeg er lummer og upassende
For nylig faldt Hayes så helt ned på knæ for sin udkårne Scott Icenogle. Det skriver magasinet E!.
Efter at have dannet par i knap otte år, har skuespilleren og hans musikermand endelig besluttet sig for for alvor at slå pjalterne sammen. Ifølge Hayes' producer-partner Todd Milliner kommer udmeldingen om et forestående bryllup på det bedst tænkelige tidspunkt for den 44-årige skuespiller.
LÆS OGSÅ: Lykkelig 'Monica': Jeg er forlovet med ham her
- Da "Will & Grace"-serien sluttede, og han derfor ikke længere var så meget i mediernes søgelys længere, og han desuden begyndte at producere, virkede det som om, han begyndte at slappe meget mere af. Ikke kun omkring sit privatliv men med alting faktisk. Han virker som om, han er meget mere glad nu end før, siger Milliner til E!.
Sammen med Todd Milliner driver Sean Hayes produktionsselskabet Hazy Mills Productions, som blandt andet står bag flere amerikanske sitcoms.
Sean Hayes er imidlertid netop vendt tilbage på skærmen i skikkelse af endnu en humoristisk bøssefigur. Denne gang i serien "The Millers", hvor han gæster anden sæson.