James Morrison: Elsker at være far
Hans øjne stråler, smilet breder sig næsten fra øre til øre, og ordene flyder, når han taler om sin nyfødte datter.
James Morrison blev far til lille Elsie midt i september, og selv om han egentlig er i København for at promovere sit nye album, "Songs For You, Truths For Me", er det mest datteren, han taler om.
- Det er bare det største, jeg har oplevet nogensinde. Det er fantastisk at få et barn, selv om det også er hårdt arbejde. Men jeg står gerne op midt om natten, når hun græder…eller skifter ble, når det er påkrævet. Det eneste, jeg trods alt ikke kan, er at give bryst, griner James Morrison, der har været kæreste med barnets mor, Gill, i syv år.
Selv om James kun er 24 år, er han meget bevidst om faderrollen.
- Min datter skal ikke mangle noget. Først og fremmest skal hun have en masse kærlighed, men jeg tænker også fremad. I en usikker tid er det vigtigt at sikre sine børn, så jeg sørger for en opsparing, så hun senere har råd til at gå på universitetet. Det vil jeg også gøre for de andre børn, vi skal have, siger James, der har planlagt at få i alt tre børn.
- Jeg havde ikke selv nogen speciel god far, selv om jeg da respekterer ham. Men mine børn skal have en bedre og mere tryg opvækst, end jeg fik.
Vi møder James Morrison i en hotelsuite i København, og han lægger ikke skjul på, at det er svært for ham at være væk hjemmefra. Han savner sin datter.
- Men min kæreste sender mig billeder over mobiltelefonen hver dag. Når jeg skal på turné i fremtiden, vil jeg så vidt muligt prøve at have familien med, så vi er sammen.
Efter sin succes med debut-albummet "Unddiscovered", der solgte over to millioner eksemplarer, er han nu aktuel med sit nye album, hvis tekster delvis er bygget på egne oplevelser. Også sangen "Love is hard".
- Jamen, det gælder jo om hele tiden at holde liv i kærligheden, og det er ikke altid lige nemt. Jeg har set alt for mange af mine venner kaste sig hovedkulds ud i at blive gift, men de bli'r til gengæld hurtigt skilt igen. Et forhold handler om at respektere og tilgive.
James er meget bevidst om, at hans kæreste ved, at han elsker hende.
- Jeg giver hende tit blomster, skriver små søde breve eller tager hende med ud at spise. Det er måske derfor, vores forhold har holdt i så mange år.
Sangeren håber på, at de snart skal giftes.
- Vi kender jo hinanden rigtigt godt, så jeg ved, det er hende, jeg vil ha'. Sidste år var vi på Barbados, hvor jeg gik på knæ og friede til hende. Hun sagde heldigvis ja, griner James.
Morrison har taget sine ture med både druk og stoffer, haft adskillige job som avisbud, opvasker, postbud og bilvasker.
På det sidste job blev han fyret, og så var det, at han igen gik i gang med at spille musik i en lille klub, hvor han så blev opdaget.
Siden er det jo gået skræmmende hurtigt. Den succes og berømmelse, James har fået, har overrasket ham meget.
- Men jeg tager tingene meget alvorligt - både det musikalske og private.
Jeg er blevet fornuftig, men derfor behøver jeg jo ikke at være kedelig, slutter James Morrison.