Trine Dyrholm: Gid jeg kunne dele min mand
Din er min og min er din.
Sådan et tankesæt er Trine Dyrholm i december måned ved at indspille en ny film under.
LÆS OGSÅ: Trine Dyrholm er vennernes ven
Filmen, der er skrevet og bliver instrueret af den danske instruktør Thomas Vinterberg, tager nemlig udgangspunkt i et akademikerkollektiv i 70'ernes Hellerup.
Her spiller den rutinerede skuespillerinde karakteren Anna Møller, der sammen med sin mand starter et kollektiv.
Men i kollektivet, der også er navnet på filmen, er det ikke bare huslejen og øllene i ølrummet, der deles. Trine Dyrholms karakter skal også forsøge at rumme at dele sin mand med en af de andre kvindelige beboere.
Idéen om ikke kun at være sammen to og to, synes Trine Dyrholm godt om.
- Det er en smuk tanke, at vi kan dele hinanden. I forhold til hvad jeg kan se, er der også kommet flere mennesker, der ikke tror på, at vi kun skal være sammen to mennesker. Det, synes jeg, er forfriskende, siger Trine Dyrholm.
LÆS OGSÅ: Amerikanerne er vilde med trine Dyrholm
En af de bedste kærlighedsscener den prisvindende skuespillerinde kender til, spinder da også over det med at dele sin partner.
I scenen, der er fra 80'er-filmen "Gensyn med vennerne", giver en af de kvindelige hovedpersoner nemlig en nat med sin mand i gave til en ung kvinde.
Hun kan nemlig ikke selv få børn, men det kan og vil den unge kvinde, der endda netop har ægløsning den dag.
- Det er enormt smukt, og man tænker, det er sgu da kærlighed, fortæller Trine Dyrholm.
LÆS OGSÅ: Norsk anmelder i svime over "Arvingerne"
Den 42-årige skuespillerinde ville da også ønske, at hun selv var i stand til at give andre adgang til hendes mand.
- Jeg ville ønske, at jeg kunne, men jeg tror, jeg ville have svært ved det. Jeg synes egentlig, at kærlighed handler om at sætte fri, men det er bare ikke altid sådan, det er. Kærlighed er også forbundet med en form for begær og følelsen af, at du skal blive her hos mig, siger Trine Dyrholm.
Trine Dyrholms mand i filmen "Kollektivet" bliver spillet af Ulrich Thomsen. Herudover er skuespillere som Fares Fares, Lars Ranthe og komikeren Magnus Millang også med på rollelisten.