Johnny Hansen: Går det for stærkt?
Tirsdag formiddag valgte den 44-årige Kandis-forsanger at udsende en pressemeddelelse, hvor han afslørede, at han har fundet kærligheden på ny.
Hun hedder Gitte Mortensen, er 6 år yngre end han, kommer fra Fyn og arbejder som social- og sundhedsassistent i Odense.
Det er knap et år siden, Johnny Hansen mistede sin kone Helle, som han havde dannet par med siden gymnasietiden og altid har udnævnt som sit livs store kærlighed.
Alligevel skulle der kun gå trekvart år, før Kandis-sangeren fandt Helles erstatning ved en koncert på Fyn i efteråret.
Efter nogle måneders kæresteri, har Gitte Mortensen og Johnny Hansen valgt at stå frem som par.
- Beslutningen er et ønske om at komme rygtedannelser og lignende i forkøbet. På den måde håber vi bedre at kunne få ro til at prøve af, om vi sammen kan få en hverdag til at fungere på længere sigt, siger Johnny Hansen i pressemeddelelsen.