SE og HØRs chefredaktør: Anders Frandsen var vennernes ven
Det er løgn, det må være løgn - så uretfærdigt.
Dét var min første tanke, da jeg hørte den frygtelige nyhed: Melodi Grand Prix-vinderen, TV-værten og designeren Anders Frandsen er død. Bare 51 år.
Men så meldte realiteterne sig: Det kunne nok ikke være anderledes med den måde, Anders Frandsen valgte at leve sit liv på - og de stød, livet så uretfærdigt gav ham.
Læs også: Anders Frandsen er død
Jeg havde i en del år fornøjelsen af at være tæt på Frandsen - eller Smørtenoren, som vi kærligt kaldte ham i det golfmiljø, hvor han altid var den, der fik det gode humør frem. Også selv om man i perioder kunne fornemme, at han havde det svært med sig selv, at han ikke havde salt til et æg, og at han følte sig ensom.
Men han var - indtil for få dage siden - en overlever. Samtidig var han en livsnyder, som slet ikke fik det ud af det, som hans talent berettigede til.
Læs også: Birthe Kjær: I chok over dødsfald
Jeg mødte Anders Frandsen første gang på en golfrejse til Thailand, og to ting står helt klart i min erindring, selv om det er 12 år siden:
• Vi boede på et luksushotel i Hua Hin, hvor barpianisten var en håbløs amatør. Ham fik vi gelejdet ud ad døren, og så satte Frandsen sig til pianoet. Som det mest naturlige croonede han sig ind i hotelgæsternes hjerter. Hotellets ledelse slog hurtigt til og engagerede ham fast et halvt år. Det passede Frandsen fint - hvorfor tage hjem til det kolde nord, når man kunne bo i luksussuiten, spise lækker mad, spille golf hver dag og så underholde hotellets gæster nogle timer hver aften? Senere valgte Smørtenoren at flytte permanent til Thailand i en årrække.
• Når vi gav den gas i de mere farverige dele af Hua Hin, holdt Frandsen sig ikke tilbage. Han var som regel sidste mand hjemme på hotellet. Sjældent ædru og sjældent alene. Alligevel var han frisk som en havørn, når vi næste morgen slog ud på golfbanen.
Når Frandsen havde penge, brugte han dem. Som regel også en del mere, end han egentlig havde. Ikke kun på sig selv. Han var vennernes ven, og heldigvis var der nogle af dem, der huskede ham, da det i de seneste 4-5 år for alvor begyndte at gå ned ad bakke for den tidligere så folkekære Grand Prix-vinder.
Men ved sin død var det meget få af de tidligere venner, der havde kontakt med ham, for Frandsen fyldte meget - og krævede meget - så det var en ensom entertainer, hvis hjerte holdt op med at slå mellem jul og nytår.