Oscar Pistorius-sagen: Hvad skete der minut for minut den skæbnesvangre nat?
Dommens dag er kommet for Oscar 'Bladerunner' Pistorius, der er tiltalt for at have skudt og dræbt sin modelkæreste Reeva Steenkamp sent om natten 14. februar 2013.
I dag får sportsstjernen, der kaldes Bladerunner på grund af sine kunstige ben, efter alt at dømme at vide, om han kendes skyldig eller ikke-skyldig i overlagt mord på sin kæreste gennem tre måneder.
Det er den sydafrikanske dommer Thokozile Masipa, der skal tage stilling til skyldsspørgsmålet i den spektakulære sag. Og ifølge flere medier vil hun højst sandsynligt komme med dommen i dag, 11. september.
Der er flere måder, hvorpå sagen kan ende.
Hovedspørgsmålet er, om Oscar Pistorius oprigtigt troede, at personen ude på badeværelset (hvor Reeva Steenkamp opholdt sig) var en indbrudstyv. Oscar Pistorius har hele tiden hævdet, at han først opdagede, at Reeva Steenkamp ikke lå i parrets seng, efter han havde affyret de fire dræbende skud - nederst i artiklen kan du læse, hvad Oscar Pistorius selv mente skete den skæbnesvangre nat.
Hvis dommer Masipa vurderer, at Oscar Pistorius reelt forvekslede sin kæreste med en indbrudstyv, kan han forlade retslokalet i den sydafrikanske by Pretoria som en fri mand. Dog kan han også risikere at blive dømt for dét, der kaldes uagtsomt manddrab. I så fald bliver det op til dommer Thokozile Masipa at vurdere, hvilken straf sportsstjernen skal have.
Hvis den sydafrikanske dommer vurderer, at Oscar Pistorius ikke forvekslede Reeva Steenkamp med en indbrudstyv, kendes han skyldig i mord. Herefter er det op til Masipa at nå frem til, om mordet var overlagt eller ej.
Overlagt mord giver fængsel på livstid i Sydafrika. Reelt betyder det, at sportsstjernen som minimum skal tilbringe 25 år bag tremmer.
Hvis mordet ikke er overlagt, kan han se frem til 15 år bag tremmer.
LÆS OGSÅ: Her er hovedpointerne i Pistorius-sagen
LÆS OGSÅ: Anklager: Oscar Pistorius er sindssyg
LÆS OGSÅ: Bladerunner i gråd: Undskyld, jeg dræbte jeres datter
LÆS OGSÅ: Oscar Pistorius bryder sammen: Jeg skreg 'skrid for helvede'
SE og HØR har her lavet en tidslinje over, hvad Oscar Pistorius mener skete den skæbnesvangre nat 14. februar 2013:
Oscar Bladerunner Pistorius i retten i Pretoria i Sydafrika (Foto: AOP)
Omkring 22:00: Oscar Pistorius og Reeva Steenkamp går i seng. Normalt sover Oscar i højre side af sengen, men denne aften sover han i venstre side på grund af problemer med skulderen. Oscar placerer sine benproteser og iPad i højre side, mens Reevas sandaler ligger ved venstre side af sengen.
I de tidlige morgentimer: Oscar vågner, fordi der er varmt i værelset. Reeva er også vågen og spørger ham 'Kan du ikke sove, Baba?'
Pistorius går ud af sengen uden sine benproteser på for at rette på gardinet ved vinduet. Han tager Reevas bukser, der ligger på gulvet, for at bruge dem til at dække et 'hul' ved gardinet.
Oscar hører lyden af et vindue, der bliver åbnet på badeværelset.
Efterfølgende siger Oscar, at han tror, det er en indbrudstyv.
Oscar, der stadig går på sine benstumper, tager sin pistol, der ligger i venstre side af sengen. Han hvisker til Reeva, at hun skal ringe efter politiet, hvorefter han går frem mod badeværelset med pistolen sigtet mod badeværelsesdøren.
Da han nærmer sig badeværelset, råber han, at vedkommende skal forsvinde ud af hans hus, hvorefter han igen råber til Reeva, at hun skal ringe efter politiet.
Han føler sig sårbar uden sine benproteser og 'overrumles af frygt', da det lyder som om, at badeværelsesdøren bliver åbnet. Oscar affyrer fire skud lige efter hinanden mod døren.
Smukke Reeva Steenkamp blev kun 29 år (Foto: AOP)
Oscar går tilbage mod sengen, stadig med pistolen rettet mod badeværelset. Han hopper op i sengen, hvor han mærker efter, om Reeva stadig ligger i sengen. Da han opdager, at hun ikke er der, undersøger han, om hun har gemt sig på gulvet. Det gør hun ikke. Nu går det op for Oscar, at Reeva kan have været på badeværelset, da han skød.
Oscar går tilbage til badeværelset, hvor han opdager, at døren er låst.
Herefter render han tilbage til soveværelset, hvor han putter sine benproteser på, ruller gardinet fra og skriger "Gud hjælp mig!".
Han tager et cricketbat og banker et hul i badeværelsesdøren, så han får fat i låsen på den anden side, som han låser op.
Oscar finder Reeva liggende henover toilettet. Han begynder at græde.
Han løber tilbage til venstre side af sengen, hvor han tager telefonen og løber tilbage til Reeva.
Kl. 3:19 om natten ringer han efter en nabo.
Kl. 03:20 ringer han efter en ambulance.
Kl. 03:21 ringer han til sikkerhedsfolkene i ejendomskomplekset.
Oscar Pistorius under De Paraolympiske Lege i London 2012 (Foto: AOP)
Oscar samler sin blødende kæreste op og bærer hende ned ad trapperne. Naboen, som Oscar har ringet efter, kommer og ser, at Oscar forsøger at genoplive Reeva.
Politi og ambulancefolk ankommer og beder Oscar om at blive i køkkenet, hvor de kort tid efter giver ham beskeden, at Reeva er død.
Oscar spørger politiet, om han må vaske sine hænder, fordi lugten af blod gør ham ilde tilpas. Omkring to timer senere beder han politiet om at tage de billeder af ham, som de skal, så han kan smide sit tøj, der er dækket af Reevas blod.
Kilde: ABC News