Prins Henrik: Afretter hunden
Prins Henrik har gjort sin lille gravhund Vega tavs med et nyt halsbånd, der sprøjter vand i hovedet på prinsens firbenede ven, hver gang den bjæffer.
- Det er for, at den ikke skal gø så meget, fortalte prins Henrik, da han havde hunden med til reception hos Harboe bryggerierne i Skælskør.
Hundekspert kritisk
Den kendte dyreadfærdsspecialist, Anette Røpke, er ikke begejstret for opdragelsesmetoden.
- Gravhunde gør meget, og når der er flere i flokken, opildner de hinanden. Selv om det ikke gør ondt på hunden, når boksen sprøjter vand i hovedet på den, kan det virke frustrerende på dyret.
Hvis den går med sådan et halsbånd for tit, kan det i værste fald ende med en tillært hjælpeløshed, siger Anette Røpke.
- Vi ved jo alle, at når en hund glammer konstant, er det irriterende at høre på. Det kan prins Henrik sikkert også mærke, når han har hunden med ude, og folk føler sig generet af dens gøen. Måske skulle han overveje at lade hunden blive hjemme i stedet for, siger hun.