Grim lystyacht til to milliarder
Det skabte nærmest opløb på havnen i den sydfranske by Nice, da den russiske milliardær, 37-årige Andrey Melnichenko, viste sit nye legetøj, superyachten A, frem for nylig.
Her er man ellers vant til lidt af hver. Men med sine 119 meter i længden hører A til blandt de største private yachter i verden, og det vækker opsigt - selv i det sydfranske millionærparadis. Det har også pirret Melnichenkos gode - og endnu rigere ven, Roman Abramovich, at A er længere end hans lystyacht, Pelorus. Men det bliver der snart lavet om på, for Abramovich har fluks bestilt en endnu større yacht hos samme værft, som har bygget A.
A er opkaldt efter Andry Melnichenkos kone, den tidligere model Aleksandra Nikolic, og det er meningen, at skibet skal være rammen om parrets fest i anledning af deres tre års bryllupsdag.
Yachten, der minder om en blanding mellem en styrthjelm og en russisk atomubåd, er tegnet af den franske superdesigner Philippe Starck, og den har lænset Andreys formue for cirka 2 milliarder kroner.
Hverken designeren Philippe Starck eller det værft, der har bygget A, har ønsket af fortælle, hvordan der ser ud under den hvide overflade. Men i følge folk der har arbejdet med bygningen af skibet, er der blandt andet flere swimmingpools, en helikopterhangar og to 30 fods speedbåde.
Når familien Melnichenko er om bord, kræver det en besætning på 37 at sejle yachten, men ikke mindst at servicere familien.