Chok i Hollywood: Robin Williams er død
Den verdenskendte 63-årige amerikanske skuespiller Robin Williams er død. Det skriver flere amerikanske medier.
LÆS OGSÅ: Robin Williams tjekker ind på rehab igen
Ifølge politiet tyder det på, at Oscar-vinderen har begået selvmord.
- På nuværende tidspunkt formoder retsmedicinere, at der er tale om et selvmord. Dødsfaldet skyldes tilsyneladende kvælning, skriver politiet i Marin County i en erklæring.
Den populære skuespiller og komiker blev fundet død i sit hjem i Tiburon i det nordlige Californien.
- I morges (amerikansk tid, red.) mistede jeg min mand og min bedste ven, mens verden har mistet en af sine mest elskede kunstnere og et smukt menneske, siger Robin Williams' enke, Susan Schneider, i en skriftlig udtalelse.
- Jeg er fuldstændig knust. På vegne af Robins familie beder vi om fred fra omverdenen i vores dybe sorg. Når han bliver husket, er det vores håb, at fokus ikke vil være på Robins død, men på de utallige øjeblikke af glæde og latter, som han gav til millioner af mennesker, tilføjer hun.
I juli valgte skuespilleren at tjekke ind på en afvænningsklinik for alkoholmisbrug. Ifølge Williams' repræsentanter var Good Will Hunting-stjernen dog ikke faldet af vandvognen. Derimod tjekkede han ind på afdelingen The Lodge, som er et program, der skal sikre, at tidligere misbrugere netop ikke falder i igen.
Robbin Williams i rollen som Patch Adams fra 1998 (Foto: AOP)
Den tidligere komiker har i årevis kæmpet mod afhængighed af hårde rusmidler. Efter en vild periode i 1980'erne med masser af stoffer og alkohol tog han en kold tyrker og forblev ædru og stoffri i 20 år, indtil han faldt i igen i 2006.
Amerikanske medier skriver samtidig, at skuespilleren har kæmpet med depression i noget tid.
Williams blev i 1998 belønnet med en Oscar for bedste mandlige birolle i filmen Good Will Hunting.
Succesfilm som Døde Poeters Klub og Mrs. Doubtfire har også Robin Williams på rollelisten.