Kira Eggers: Rockerromantik i Spanien
Det har længe været kendt, at Kira Eggers bestemt ikke bryder sig om kvinder, som render rundt i pels - bare spørg Lisa Lents. Og i den anden grøft er der åbenbart et eller andet ved kronragede, muskuløse mænd med store tatoveringer, der tænder den barmfagre dyrerettigheds-frontkæmper.
Først var der den tidligere landsholdsgalning Thomas Gravesen. Og nu er det Brian Sandberg.
I alle tilfælde er der nu hold i de tidligere rygter om, at hun danner par med den om ikke berømte, så berygtede HA-rocker. Brian Sandberg, I ved, det er ham, der render rundt og leger bodyguard for så prominente herrer som Jønke og Stein Bagger, når de altså ikke lige sidder i spjældet.
Kira og Brian er sammen i Spanien, hvor de nyder varmen, og hvor det ikke er nødvendigt at have pels på.
- Vi er i Barcelona, hvor vi hygger os, siger Brian Sandberg til Ekstra Bladet, og stort set lige så ordfattigt bekræfter hun, at der faktisk er tale om, at de to er kærester med ordene:
- Jeg ønsker ikke at udtale mig om forholdet eller vores ferie, siger Kira Eggers.
Hun og Brian Sandberg har tidligere været kærester . Det var før hendes forhold til Thomas Gravesen.