Mary og Frederik: Tog en slapper
Kronprinseparret holder sig normalt ikke tilbage som pedalatleter herhjemme. I Vietnam afholdt de sig imidlertid fra at trampe i pedalerne, da de skulle rundt i det gamle Hanoi. De måtte pænt sætte sig til rette i en cykeltaxa og lade sig fragte via andres pedalkraft, ganske som dronning Margrethe og prins Henrik, som også "cyklede" rundt i byen.
Turen i cykeltaxa var første arrangement på det i alt 5 dage lange officielle besøg i det østasiatiske land. Det er første gang, regentparret og kronprinseparret er på officielt besøg i landet, og første gang, at netop dette firekløver er på officielt besøg sammen.
Ud over cykelturen lyder programmet også på høflighedsvisit hos præsidenten, kransnedlæggelse på Ho Chi Minh-mausolæet, indvielse af et bryggeri, besøg på en flagfabrik og mange andre spændende ting.