Cecilie Stenspil: Har selv hyret agent
29-årige Cecilie Stenspil har været uddannet skuespiller i snart 3 år, men det er først efter sin hovedrolle som Jasmina i DR-serien "Livvagterne", at den smukke pige pludselig er blevet et kendt ansigt i det ganske land.
- Det er gået enormt stærkt fra november til nu. Men det er meget glade mennesker, jeg møder. Folk smiler til mig i toget, fortæller Cecilie, der har en del transporttid fra hjemmet i København til teatret i Odense, hvor hun for tiden spiller Bess i opsætningen af Lars von Triers "Breaking the Waves".
Men al det nye postyr har også gjort, at Cecilie har valgt at passe lidt på sig selv, fortæller hun til Her og Nu.
Passer på sit privatliv
- Der er meget mere fokus på mig nu. Det havde jeg aldrig troet. Det er overvældende, og jeg skal vænne mig til det. De fleste har sagt, at jeg skal nyde det. Det gør jeg. Men jeg gør også, hvad jeg kan for at værne om mit privatliv, siger Cecilie, der derfor har fået sig en agent, der tager imod henvendelser og sørger for, at ikke hvem som helst bare kan ringe og få fat i den populære skuespiller.