Nyheder3. marts 2014

Mads Mikkelsen: Må gå hjem uden Oscar

Jagten taber Oscar-kampen til italiensk favorit
https://imgix.seoghoer.dk/media/726afdc0c36b4271a8ef8888fed22b28.jpg
 Foto: Uffe Kongsted



Den danske film "Jagten" misser en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film.

Prisen gik i stedet til dramaet "Den store skønhed" fra Italien, der var favorit til at vinde statuetten.

Dermed blev kortfilmen "Helium" den eneste danske vinder ud af tre mulige, da dokumentarfilmen "The Act of Killing" heller ikke vandt i sin kategori.

Det italienske drama vandt også en Golden Globe og en Bafta i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

Instruktør Paolo Sorrentino takkede blandt andet den afdøde italienske instruktør Federico Fellini og den argentinske fodboldstjerne Diego Maradona.

- Tak til dig min inspiration, Federico Fellini ... Martin Scorsese, Diego Armando Maradona, sagde Paolo Sorrentino fra scenen i Hollywood.

Mads Mikkelsens kone: Vi vil have ham hjem

Vinderdramaet handler om journalisten og forfatteren Jep Gambardella, der for år tilbage skrev romanen, "L"apparato umano" (Det menneskelige apparat), der tog både kritikere og publikum med storm. Men selvom han lever et glamourøst liv, er han langt fra tilfreds.

"Jagten" er instrueret af Thomas Vinterberg og har Mads Mikkelsen i hovedrollen som pædagogen Lucas, der bliver anklaget for at have forgrebet sig på sin vens datter.

Han fastholder sin uskyld, mens det lille samfund, han bor i, bliver gennemsyret af tvivl og mistænkeliggørelse.

Filmen fik Thomas Vinterberg idéen til, da en børnepsykolog præsenterede ham for en række sager, hvor børn på falsk grundlag havde anklaget voksne for pædofili.

Jagten nåede at sælge mere end 650.000 billetter i de danske biografer og er dermed en af de største succeser herhjemme.

Italien har med den seneste sejr vundet i alt 11 priser for bedste ikke-engelsksprogede film og er dermed det mest vindende land, siden kategorien blev oprettet i 1956.

Dansk kortfilm vinder Oscar

Sponsoreret indhold