Her er den mest betydningsfulde danske kvinde i 100 år

Den mangeårige vært på radioprogrammet ”Tværs”, Tine Bryld, er i en afstemning på dr.dk blevet kåret som den mest betydningsfulde kvinde de sidste 100 år. I afstemningen slog hun blandt andre dronning Margrethe og Helle Thorning-Schmidt.
Vinderen af den fornemme kåring blev afsløret i dag i anledning af 100-året for kvindernes valg og stemmeret i Danmark.
Tine Bryld var uddannet socialrådgiver, og blev især kendt som vært på P3-programmet ”Tværs” hvor hun fra 1972 til 2008 rådgav unge om livets store spørgsmål.
[node:aller-related-content]
- Tine Bryld var de unges stemme gennem en hel menneskealder, hvor hun forstod at rumme ethvert problem, stort som småt.. Jeg kunne ikke være mere enig i danskernes valg: En kvinde, der gennem sit arbejde og sin person, har haft en fuldstændig enestående indflydelse på både enkeltpersoner og på samfundet, siger Helle Degn, formand for foreningen Tine Bryld Prisen i en pressemeddelelse.
Tine Bryld Prisen uddeles en gang om året til en person eller organisation, som skaber bedre forhold for socialt udsatte.
Tine Bryld døde i 2011 efter længere tids sygdom.