Hollywood16. juli 2015

Se billederne: Endelig fik ’Kelly’ sin ’Brandon’

I weekenden blev den 43-årige 90210-stjerne Jennie Garth gift for tredje gang. Ved en romantisk ceremoni sagde skuespillerinden ’I do’ til skuespilleren Dave Abrams

Jennie Garth gift med Dave Abrams

Hvem husker ikke Beverly Hills 90210-afsnittet, hvor Kelly har mere end svært ved at beslutte, om hun skal sige ja til at gifte sig med Brandon eller tage på jordomrejse med Dylan?

I weekenden fik hun så sagt sit 'ja', da hun ved et romantisk bryllup giftede sig i Californien. Det var dog ikke den rigtige 'Brandon', som skuespillerinden indgik ægteskab med.

Det var derimod hendes kæreste gennem knap et år, Dave Abrams. Du kan se billeder fra parrets bryllup øverst i denne artikel.

Parret blev gift lørdag aften i deres hjem i Californien, og med som brudepiger var skuespillerens tre døtre fra sit andet ægteskab med skuespilleren Peter Facinelli, 17-årige Luca, 12-årige Lola og otteårige Fiona.

Det nygifte par mødte hinanden på en blinddate i efteråret 2014. Der gik ikke længe, før Dave Abrams gik på knæ. Han friede til hende på hendes 43-års fødselsdag.

- Pludselig stod kærligheden foran mig, selv om jeg sagde, at jeg ikke havde brug for den eller ville have den. Den kom bare, og han fuldender mig, lød det fra Garth til People Magazine efter parrets forlovelse, som kom to år efter hendes skilsmisse fra Facinelli, som hun var gift med i 11 år.

Garth mødte "Twilight"-stjernen i 1995 under indspilningerne til filmen "An Unfinished Affair", men på daværende tidspunkt var hun gift med musikeren Daniel Clark, som hun blev skilt fra i 1996, hvorefter hun og Facinelli fandt sammen.

Der har været meget stille omkring Jennie Garth, siden kameraerne efter et helt årti slukkede på "Beverly Hills 90 210"-serien i 2000.

Siden har Garth medvirket i sit eget reality-program og i flere kortvarige serier, hvoraf den seneste var med "Beverly Hills"-veninden Tori Spelling.

Se billederne øverst i denne artikel.

Sponsoreret indhold