Fynsk ægtepar vinder millioner: Nu skal vi have en is!
Et ægtepar fra Fyn svedte nok lidt ekstra i morges, da de tog imod et opkald på telefonen. Det var nu ikke en sur bankdame, de havde i røret, men i stedet en medarbejder fra Danske Spil.
Og medarbejderen havde en ganske god nyhed: Ægteparret var nemlig de heldige vindere af en gevinst på lige over seks millioner kroner.
- Min kone; hun troede ikke på det. Hun stod ved siden af og rystede på hovedet. Hun måtte selv have medarbejderen fra Danske Spil i røret. Vi har også selv været inde og tjekke tallene, så nu tror hun på det, siger den nyslåede lottomillionær ifølge tv2.dk.
Nu bruger Lotto-vinder sine millioner: Se de vilde indkøb
Parret har spillet lotto i mange år, men har med egne ord aldrig vundet mere end 100 kroner. Så der var naturligvis glæde at spore hos ægteparret, der nu er ved at finde ud af, hvad de mange penge blandt andet skal bruges på. Nogle af mønterne vil efter alt at dømme gå til hjælpe deres børn. Og så skal gevinsten ellers bare nydes – bogstaveligt talt.
- Vi skal have en is. Og så skal børnebørnene forkæles lidt ekstra i dag, siger millionæren ifølge tv2.dk.
Det fynske ægtepar blev nøjagtig 6.062.335 kroner rigere onsdag aften.