Nyheder28. juli 2009

Kira Eggers: Raser mod Lisa Lents

Dyrevennen er forarget over, at skønhedsdronningen reklamerer for ægte pels
Kira Eggers slår endnu et slag for dyrenes rettigheder og forstår ikke, at Lisa Lents vil lægge navn til en pelsdesigner
Kira Eggers slår endnu et slag for dyrenes rettigheder og forstår ikke, at Lisa Lents vil lægge navn til en pelsdesigner
 Foto: All Over/ Thomas Fryd

Forleden blev det offentliggjort, at Lisa Lents er det nye ansigt for den danske pelsdesigner Katja Berglund, og det har startet lidt af en lavine på Facebook.

Indtil for nylig brugte Lisa Lents reklamebilledet som profilbillede på sin Facebook-profil, og det vakte harme hos Kira Eggers, som ud over at være venner med skønhedsdronningen på Facebook også er bestyrelsesmedlem i dyrevelfærdsorganisationen OASA.

- Hvad folk gør, må de egentlig selv om. Jeg kan ikke forbyde folk at gå med pels. Men når man iscenesætter sig selv som skønhedsdronning og skal repræsentere Danmark rundtomkring i verden, så må man have en eller anden form for etisk kodeks, og det synes jeg ikke, hun har i forhold til, at hun går ud og laver noget så kontroversielt. Hun er med til at bidrage til, at Katja Berglund kan fortsætte med at tjene penge på dyr, der er mishandlet, siger en oprørt Kira Eggers til seoghør.dk.

Dyrene lider

Debatten raser på både Kiras og Lisas profil, og den blonde skønhed svarer blandt andet på den stormende kritik af reklamen med disse ord: "Berglund of Copenhagen bruger kun certificeret skind".

Det giver dyreelskeren dog ikke meget for.

- Faktum er, at der ikke eksisterer nogen pelsfarme, som på noget tidspunkt tilgodeser dyrenes fysiologiske behov. OASA har flere gange bedt Katja Berglund om at dokumentere, at de dyr, som hendes pelse er lavet af, ikke lider, men det har hun endnu ikke fremskaffet, siger Kira Eggers, som har været aktiv i OASA i 2 år.

Lav en anti-pels-kampagne

Efter den stormende kritik fra folk på Facebook har Lisa Lents valgt at skifte sit profil billede ud med et mere neutralt, men det imponerer ikke Kira Eggers og OASA.

- Drømmescenariet ville være, at hun viste empati og lavede en anti-pels-reklame i stedet, men jeg tror desværre ikke, hun er blevet ordentligt vejledt af de rigtige mennesker. Hun burde i hvert fald overveje, om hun ville gøre det igen, råder Kira Eggers, som selv har trådt ved siden af engang og er blevet klogere.

- Jeg har selv spist kød og lavet en pelsreklame for mange, mange år siden. Jeg vidste ikke bedre på det tidspunkt. "Ignorance is bliss". Jeg begyndte dog at sætte mig ind i tingene, og med den viden jeg har nu, må det siges at være den eneste ting, jeg har fortrudt, og jeg kunne ikke drømme om at gøre det igen, forsikrer Kira Eggers på Facebook.

Sponsoreret indhold