Bobbi Kristina og Whitney genforenet i døden
Tragedien er total, efter Bobbi Kristina Brown døde på et hospice den 26. juli som følge af den tilstand, hun har været i, siden hun blev fundet bevidstløs med hovedet nedad i et badekar den 31. januar i år.
Den unge pige, der blot blev 22 år, blev mandag stedt til hvile ved siden af sin mor, sangerinden Whitney Houston, der led en lignende skæbne tilbage i 2012.
Begravelsesceremonien for Bobbi Kristina Brown, der er datter af den legendariske sangerinde og musikeren Bobby Brown, blev holdt under stort palaver lørdag i staten Georgia, og efterfølgende blev kisten med den unge pige fløjet til Fairview-kirkegården i Westfield, New Jersey, hvor Houston ligger begravet.
Det skriver AP, der tilføjer, at politiet spærrede området omkring kirkegården af, så familien kunne sige et sidste farvel under den private ceremoni mandag.
Under begravelsesceremonien i lørdags brød der et skænderi ud mellem Bobbi Kristina Browns faster, Leolah Brown, og sangerindens moster, Pat Houston, på grund af indædte uenigheder om, hvad der skal ske med den unge piges formue.
[node:aller-related-content]
Myndighederne undersøger stadig omstændighederne for Brown-tragedien, og inden begravelsen blev der foretaget en obduktion, der "ikke viste en klar, underliggende dødsårsag". Derfor er man stadig ved at analysere resultaterne fra laboratorieundersøgelserne.
Imens sørger familien over den unge piges tragiske død, fortalte hendes sønderknuste far til ABC News dagen efter Bobbi Kristina Browns død.
- Krissy var og er en engel. Jeg er fuldstændig følelsesløs. Min familie må finde en måde at leve med hende i ånden og ære hendes minde. Vores tab er ubegribeligt. Vi takker for alle bønnerne til Krissy og til min familie, mens vi sørger over min lille pige, sagde Bobby Brown til ABC News.
Bobbi Kristina Browns mor, Whitney Houston, mistede på tragisk vis livet i et badekar, hvor hun blev fundet livløs efter et hjertestop, der blev forårsaget af en overdosis.