Det frække4. august 2015

Seks tegn der tyder på at din partner er utro

Hvis du kan genkende disse tegn fra dit eget forhold, er der måske noget helt galt
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/utroskab_aop.jpg
 All Over Press

Det er flere faldgruber end nogensinde, når det gælder utroskab. For modsat tidligere, hvor utroskab med meget stor sandsynlighed enten opstod på arbejdspladsen eller under en våd aften i byen, er der nu også risici ved bekendtskabskredsen på Facebook, lokkende radioreklamer og et utal af sites, hvor voksne mennesker kan komme i interaktion med hinanden – også selv om de ikke er bygget op om dating eller sex.

Men hvordan finder du egentlig ud af, om din partner er i færd med at bedrage dig og dermed sætte forholdet over styr?

Vi har talt med forfatter og sexolog Sara Skaarup, der opridser følgende faresignaler.

1) Manglende opmærksomhed derhjemme. Typisk vil der ikke være ret meget af den. Det kan opleves som, at kæresten er meget fraværende og meget lidt nærværende. Eller at man laver alt muligt andet, når man er sammen.

2) Manglende øjenkontakt.

3) Partneren har altid ufatteligt travlt, når I er sammen i hjemmet, og det føles som om, du bliver undgået.

4) Forandringer i sexlysten. For eksempel hvis partneren nu pludselig tager meget mere initiativ til sex end sædvanligt. Der kan være kommet en oversvømmende sexlyst, fordi partneren har fået den vækket sammen med en anden eller på grund af dårlig samvittighed. Men det kan også være, at partneren kategorisk afviser sex. Det behøver dog ikke at være noget bevis for utroskab, understreger sexologen.

5) Længerevarende ophold på toilettet med mobiltelefon eller iPad.

6) Uventede og pludselige forandringer i forhold til udseende. Pludselig er det vigtigt at få det dyreste tøj. Pludselig går man til frisøren, selv om partneren har bedt om det samme i lang tid. Partneren har fået en ny interesse i at se bedre ud.

Men der er klare forskelle på mænds og kvinders evne til at se faresignalerne.

- Der er i det hele taget relativt få mænd, der opdager eller oplever, at deres kæreste er utro. De fatter det simpelthen ikke. En del kvinder er sofistikerede og gode til at skjule det, siger Sara Skaarup og tilføjer "Kvinder er ofte bedre til at mærke det hos manden. Hun siger, hun kan lugte det eller fornemme det, allerede fra han kommer hjem. Der er noget med intuition, men det er jo ikke noget, der kan bevises".

Når man så har en klar formodning om, at partneren er utro, så er det langt fra ligegyldigt, hvordan man handler, fortæller sexologen.

- Man skal konfrontere partneren med det, uden at man selv er oppe at køre. Man skal tale om det så roligt, man nu kan. I stedet for at anklage skal man for eksempel sige: ’Jeg savner dig, og jeg har fået denne her helt vildt ubehagelige fornemmelse af, at du ser en anden end mig. Jeg vil gerne høre sandheden’.

- Partneren skal have en chance for at indrømme det. Og det kan jo også være, at det ikke er sådan, og så har man ikke gjort vedkommende så chokeret. Men det er jo svært, og man er jaloux og mistroisk.

Man skal IKKE begynde at gennemgå partnerens telefon, og facebookbeskeder og lommer.

- For så er man dybest set selv lige så utroværdig. Selv om man har bevis for, at kæresten snyder, så skal man selv spille rent spil, understreger Sara Skaarup.

Hvis det viser sig, at kæresten har været utro. Så skal man først og fremmest gøre op, om man faktisk har lyst til at fortsætte forholdet, eller om tillidsbruddet har været for stort.

Hvis kærligheden er stærk, skal man dedikere sig til at arbejde for at redde forholdet, og Sara Skaarup anbefaler, at man eventuelt ser en parterapeut for at tilegne sig nogle brugbare redskaber. Men mest betyder det, hvis partneren giver en dybfølt undskyldning, og at man kan mærke, at den anden virkelig er ked af det, der er sket.

- Man har brug for at høre sætninger som: ’Det var en kæmpe fejl. Jeg er en kæmpe idiot. Jeg vil gøre mit bedste for, at det aldrig sker igen.’

- Man må ikke begynde at kontrollere hinanden. Hvis der ikke er tillid, så kan man lige så godt lade være med at have et forhold, siger sexologen.

Hun anbefaler, at man som utro kvinde skal overdynge sin mand med sex, da det får mange mænd til at føle sig elskede.

- Hvis hun kan finde det i sig selv at være tilbedende over for manden, så bør hun gøre det. Give ham massage, spørge til hans dag og tage sin pæneste kjole på.

Som mand bør man spørge hende, hvad man kan gøre for at gøre det godt igen – og gør det så. Vær meget hjemme og giv hende fuld opmærksomhed og mange kærlighedserklæringer. Lad hende rase og græde ud, lad hende være hos veninder og snakke det igennem.

- Og for begge parter, slutter Sara Skaarup: Vær troværdig. Vær punktlig og sørg for at gøre præcis hvad du siger.

Sponsoreret indhold