Dansker i ny stor amerikansk TV-serie
Superhelte er det nye sort i USA, og film og serier med det emne sælger fænomenalt meget og trækker oceaner af seere til. Og snart kan vi endda komme til at se et dansk islæt i superhelte-serien ”Legends of Tomorrow” i form af danske Casper Crump.
Casper Crump, der blandt andet har spillet med i ”Sover Dolly på ryggen” og TV-serien ”Lykke” herhjemme, er ifølge comicbookmovie.com blevet annonceret som hovedskurken Vandal Savage i den nye amerikanske serie.
Serien kommer til at handle om Rip Hunter, spillet af Arthur Darvill, som sammen med en gruppe helte og skurke skal stoppe superskurken Vandal Savage, som altså er spillet af danske Casper Crump.
[node:aller-related-content]
Vandal Savage er en skidtkarl af karakter, da han – som det er kutyme for banditter – gerne vil ødelægge hele verden og endda også tiden(!)
Casper Crump ligner umiddelbart også en type, der er castet perfekt som skurk, så det bliver spændende at se, hvordan han vil tage sig ud i ”Legends of Tomorrow”, som indtil videre er sat til otte afsnit og får premiere til næste år.
Det kan også ligne et gedigent gennembrud for Crump i USA, da han til sommeren næste år kan opleves i filmen ”Tarzan”, hvor han blandt andet skal spille sammen med Samuel L. Jackson og Christoph Waltz – og en anden dansker ved navn Liv Hansen.