Miley Cyrus sviner superstjerner
Efterhånden er Miley Cyrus lige så kendt for sine skandaløse eskapader, der tæller alt fra nøgenhed til hash, som hun er for sin karriere som sanger- og skuespillerinde.
Men den 22-årige tidligere barnestjerne forstår slet ikke, hvorfor hendes udskejelser vækker opsigt i forhold til, hvordan hendes mere anerkendte kollegaer opfører sig.
Tidligere i år udgav Taylor Swift i samarbejde med rapperen Kendrick Lamar nummeret og musikvideoen til hittet "Bad Blood", der handler om, at den 25-årige darling samler et hold af celebre, hårdtslående veninder for at tage sin hævn.
- Jeg forstår ikke aspektet med den voldelige hævn. Er det meningen, at det skal være et godt eksempel?, spørger Cyrus retorisk i den kommende september-udgave af magasinet Marie Claire og fortsætter:
- Og så er jeg en dårlig rollemodel, fordi jeg løber rundt med mine bryster hængende ude i det fri? Jeg kan ikke se, hvorfor bryster er værre end skydevåben, siger "Wrecking Ball"-sangerinden.
- Der er så meget sexisme, aldersdiskrimination og så videre. Kendrick Lamar synger om LSD, og han er cool. Jeg gør det samme, og jeg er bare en stofafhængig skøge i stedet, undrer Miley Cyrus sig.
[node:aller-related-content]
Hverken Kendrick Lamar eller Taylor Swift har udtalt sig om Cyrus' udmelding, men tidligere har de to sangerinder arbejdet sammen.
Swift medvirkede i 2009 i Cyrus-serien "Hannah Montana", mens Cyrus samme år optrådte med Swift på hendes nummer "Fifteen" til Grammy-uddelingen.
Den 30. august er Cyrus aktuel som årets vært til MTV Video Music Awards.
Se Swift og Lamars video, som Cyrus raser over, her.