Hollywood11. august 2015

Harrison Fords kone taler ud om flyulykke

Skuespillerinden Calista Flockhart taler ud om sin mands dramatiske nødlanding, der afværgede en potentiel katastrofe
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/harrison_ford_calista_flockhart_aop.jpg
 All Over Press

Harrison Ford overlevede mirakuløst, da han måtte nødlande sit lille sportsfly 5. marts i år. Den 73-årige Hollywood-veteran kom i katastrofale problemer, da motoren satte ud kort efter take-off.

Filmstjernen var efter flystyrtet ved bevidsthed og blev efterfølgende udskrevet fra hospitalet uden varige mén, men psykisk har ulykken påvirket familien Ford, fortæller skuespillerens kone, Calista Flockhart.

- Det var meget hårdt og skræmmende for vores familie, fortalte skuespillerinden berørt mandag til en række medier fra scenen til årets Television Critics Association-møde.

- Jeg tror, at oplevelsen fik os til at indse, hvordan livet kan ændre sig i et splitsekund. Vi bliver bare nødt til at sætte pris på hvert sekund, vi er her, for man ved aldrig, hvad der sker, sagde den 50-årige "Ally McBeal"-stjerne.

Den efterfølgende havarirapport fra sikkerhedsmyndighederne har fastslået, at motorsvigtet skete på grund af en fejl i karburatoren.

- Piloten fortæller, at han ikke prøvede at genstarte motoren, men i stedet forsøgte at opretholde flyvehastigheden for at vende tilbage til lufthavnen, lød det fra National Transportation Safety Board (NTSB).

- I løbet af den manøvrering indså piloten, at han alligevel ikke var i stand til at nå landingsbanen. Efterfølgende ramte flyet toppen af et omkring 20 meter højt træ og ramte derefter jorden ved et åbent område på en golfbane, fastslog NTSB.

[node:aller-related-content]

Ford brækkede sit bækken og en ankel ved ulykken, men det har ikke afskrækket den aldrende actionhelt, fortalte fru Ford.

- Han har det rigtig godt. Han elsker at flyve, så derfor elsker jeg det også, og jeg støtter ham 100 procent i det. Jeg elsker bare at tilbringe tid med min familie, tilføjede hun.

Flockhart og Ford mødte hinanden til Golden Globe-prisuddelingen i 2002. Parret forlovede sig i 2009 på valentinsdag og giftede sig 15. juni 2010.

Flockhart var i forvejen mor til sin adopterede søn, Liam, som Ford senere også adopterede.

Sponsoreret indhold