Nyheder8. september 2015
Dennis' fiasko: Restauranten er lukket
Kendisfrisørens restaurant Kontrast lukkede lige så hurtigt som den åbnede
Af Emil Minana
Dan Mariegaard
Både kendte og kongelige var inviteret til stor festivitas, da kendisfrisøren Dennis Knudsen den 6. august åbnede sin nye restaurant, Kontrast. Men nu blot 35 dage senere er Kontrast i hjertet af København lukket igen. – Der er lukket og slukket. Det er rigtig ærgerligt, men jeg har desværre ikke noget valg, fortæller en tydeligt skuffet Dennis Knudsen til SE og HØR. Lukningen skyldes uoverensstemmelser med stedets bestyrer, og i søndags lukkede dørene til Kontrast for sidste gang. Taber formue Det er ikke helt billigt at åbne en restaurant, og slet ikke når man har så store armbevægelser, som Dennis Knudsen har haft. – Jeg har tabt rigtig mange penge, fortæller kendisfrisøren, der dog ikke vil ud med, hvor meget restaurantfiaskoen kommer til at koste ham. Drømmen om egen restaurant og natklub er da heller ikke helt slukket for den stor-satsende saksehånd. – Jeg håber, at der kommer en engel ned fra himlen og spreder stjernedrys, så Kontrast kan åbne igen, siger Dennis forhåbningsfuldt. Indtil denne engel kommer, er der dog helt tomt i lokalerne på Regnbuepladsen i København. Nøglerne er indleveret, og den sidste champagneprop er sprunget.
[node:aller-related-content]