Nyheder25. september 2015

Christopher er ny DMA-vært

Sangeren Christoffer og tv-værten Anders Breintholt bliver årets værter, når Danish Music Award skydes i gang i november
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-73563.jpg
 Dan Mariegaard

Den populære popsanger Christoffer kommer snart på en noget uvant opgave.

Han skal nemlig prøve kræfter med rollen som vært, når den danske musik skal fejres under prisuddelingsshowet Danish Music Award den 7. november. Det skriver TV2 i en pressemeddelelse.

Hans medvært er den erfarne tv-vært Anders Breinholt, der er bedst kendt fra tv-programmet "Natholdet".

- Vi er ellevilde over, at så store stjerner som Christopher og Anders Breinholt står sammen ved roret til DMA 2015. Det bliver et helt særligt show med de to som kaptajner og med masser af den musik, Danmark har elsket allermest det sidste år, siger TV2's underholdningsdirektør Gitte Madsen.

De to værter skal sammen føre seerne igennem aftenen, der byder på et hav af optrædener. Publikum kan se frem til blandt andet at opleve kunstnere som Lukas Graham, Marie Key, L.O.C og Cisilia.

Det er femte gang, at Anders Breinholt er vært for den store musikfest, og han glæder sig til at have "Tulips"-sangeren med på holdet.

- Christopher er en meget, meget dejlig mand, som besidder mange kvaliteter ud over musikken. Jeg har det rigtig godt i hans selskab, og derfor glæder det mig virkelig meget, at vi begge er værter på DMA i år, siger Anders Breinholt i pressemeddelelsen.

DMA-scenen er dog ikke helt ukendt for den unge sangstjerne. De seneste to år har han selv skullet optræde på scenen, og sidste år modtog han prisen for "Årets Danske Popudgivelse" og "Publikumsprisen". Han glæder sig til at spille en anden rolle under showet i år.

- Det er en kæmpe ære at få lov til at være medvært på showet og en stor udfordring, som jeg glæder mig til at gå i gang med. At det er den gode Breinholt, jeg skal lave det med, er bare prikken over i'et, siger Christopher.

Danish Music Award afholdes lørdag den 7. november i Forum i København. Nysgerrige seere kan se med, når showet sendes direkte på TV2 klokken 20.00.

/ritzau/FOKUS

Sponsoreret indhold