Kendte27. oktober 2015

Plejehjem i Grindsted hyldes for denne skønne video

Et plejehjem i Grindsted finder hver torsdag ballonerne frem, og det spreder smil og glæde hos både de ældre og personalet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/plejehjem_3.jpg
 Filskov Friplejehjem/Facebook

Det sker ikke sjældent, at vi hører, at de danske plejehjem ikke er gode nok.

Der er alt for lidt personale og derfor sjældent tid til, at de ældre får en værdig sidste tid. I stedet må de ældre undvære det ugentlige bad, og der er sjældent tid til hyggelige stunder og sjove indslag.

Men sådan er det ikke på Filskov Friplejehjem ved Grindsted.

Her gør personalet nemlig meget ud af at skabe rammerne for en respektfuld pleje og omsorg, hvor der også er tid til, at de ældre har det sjovt.

- Torsdag formiddag, hygger vi os med ballonspil - det giver en masse snak, grin og bevægelse OG sved på panden, skrev friplejehjemmet således til en video, som plejehjemmet lagde på sin Facebook-side i fredags.

Og den knap 30 sekunder lange video er med ét blevet et hit over hele landet. Tusindvis af kommentarer er strømmet ind og alle er enige om, at der burde være flere plejehjem som Filskov Friplejehjem.

Videoen, hvor man ser de ældre spille ballonspil, er allerede blevet set mere end 1,1 millioner gange – og over 8.500 har trykket ”delt” og dermed spredt den skønne video.

Og videoen er endda nået uden for Danmarks grænser. Facebook-brugere fra både Sverige, Tyskland og Finland har også bemærket, at man på Filskov Friplejehjem har det sjovt.

Lad os håbe, at der kan blive plads til endnu mere af dette på plejehjemmene rundt om i landet.

Sponsoreret indhold