De unge mødre3. november 2015

Camilla svinet til: - Skulle du ikke have samlet benene?

Camilla Framnes har de sidste 10 år inviteret danskerne inden for i Kanal 4-programmet ”De Unge Mødre”. Selvom hun har fået mange positive kommentarer med på vejen, er der andre, der har langt mindre pæne ting at sige om den unge mor
https://imgix.seoghoer.dk/media/327cdf940ce649c3ad8dc7b4eec11ca0.jpg
 (Foto: Flemming Gernyx)

Vi har fulgt hende i tykt og tyndt i næsten 10 år. Vi har grædt og grinet med hende og fulgt med på sidelinjen, når hun var på slankekur eller fødte et af sine tre børn.

Men selvom de fleste har haft positive ting at sige om Camilla Framnes, er der også dem, der har haft mindre pæne ting at sige om den unge mor, der har tre børn med tre forskellige mænd.

Det fortæller den unge mor til Ekstra Bladet.

- Jeg har fået en del hug for, at ‘Nåh, nu har Camilla fået tre børn med tre mænd, skulle hun ikke bare have samlet benene?’ og det gør da ondt. Det giver et gib i mig, når folk ser ned på mig helt uden at anerkende, at mine tre børn er fantastiske gaver, uanset hvordan vores familie ser ud, siger Camilla Framnes til Ekstra Bladet.

Camilla Framnes medvirkede i ”De Unge Mødre” i hele ni år, inden hun sagde farvel tidligere på året – og hun har også deltaget i ”De Unge Mødres Drøm”, hvor det lykkedes hende at smide mange kilo med hjælp fra blandt andre Charlotte Bircow.

Oveni ”karrieren” på TV-skærmen har den unge mor i dag også sin egen blog, lige som hun tjener penge på at holde forskellige foredrag rundt om i landet – jobs som hun kun har fået takket været sin fortid i Kanal 4-programmet.

Men selvom den unge mor har oplevet en masse og fået en masse positive minder fra tiden i ”De Unge Mødre”, er hun ganske overbevist om, at hun ikke ville gøre det én gang til.

– Hvis jeg snakkede med Camilla på 18 år, ville jeg nok sige, at hun skulle lade være. Det er svært for mig at sige, at jeg ville takke nej til programmet, for jeg har fået rigtig meget godt ud af det, og det har været det hele værd, siger Camilla Framnes til Ekstra Bladet og tilføjer:

– Men jeg vidste slet ikke, hvad jeg gik ind til dengang. Og deltagelsen har altså også en bagside, siger hun med hentydning til de folk, der intet pænt har at sige.

Camilla Framnes danner i dag par med Kevin. Sammen har de en lille søn ved navn Victor.

I forvejen har Camilla drengene Oliver og Sebastian, mens Kevin har datteren Amalie fra et tidligere forhold.

Sponsoreret indhold