Vaginaer: Se om du er en kattekvinde, en ulvekvinde eller en rådyrkvinde
En årtusind gammel metode til at forstå vores seksualitet på – hvad kan vi bruge det til? Ikke så lidt endda – og du behøver ikke hverken være tantranørd eller New Age flipper for at få glæde af Nagual indianernes visdom. Sexolog Katrine Berling fortæller om Quodoushka.
Psyke og seksualitet
Katrine Berling, sexolog
Ild, vind, jord, vand. Dyr, planter og mennesker. I gamle tider hang alt dette sammen for indianerne – også med den menneskelige psyke og seksualitet. Vi har mødt Katrine Berling, der har været på kursus i en variant af den gamle indianske lære, som handler om menneskers forskellige seksuelle væsner – 18 typer i alt, 9 mandlige og 9 kvindelige.
Dit orgasmiske udgangspunkt
– Quodoushka er en shamanistisk tilgang til seksualitet. Du kan godt kalde den spirituel, men det guddommelige er skiftet ud med naturen, fortæller Katrine Berling. Som sexolog udmærker hun sig ved i udtalt grad at leve efter devisen “pratice what you preach” – Katrine Berling er opsøgende i forhold til forskellige kurser og udfordringer i det erotiske univers, og en af de workshops, hun har været på over årene, er netop vedrørende den del af det indianske medicinhjul, der handler om seksualitet.
Det er et par år siden, hun var af sted og oplevede en Quodoushka workshop i USA. Den danske sexolog blev undervist af Amara Charles, som er forfatter til bogen The Sexual Pratices of Quodoushka – Teachings from the Nagual Tradition. Her sammenfattes læringen på et par hundrede sider, og det er en bog, der er meget inspirerende og lærerig.
– Tanken er helt grundlæggende, at vi bliver født som hele mennesker, men gennem vores opvækst tildrager vi os forskellige “slør” gennem vores forældres påvirkning og den øvrige omverden generelt. Her er Quodoushka et redskab til at hjælpe os tilbage til vores eget vibrerende orgasmiske selv, siger Katrine Berling, der forklarer, hvordan al viden i denne tradition er sat op på det såkaldte medicinhjul:
– De er runde, fordi alting hænger sammen og alt er inkluderet, som sexologen forklarer. Der er for eksempel et hjul for forskellige orgasmetyper, og så er der to hjul for henholdsvis mandens og kvindens kønsdele.
Det skal du vide om Quodushka
Quodushka er en gammel indiansk lære omkring seksualitet. Indhold og læring i Quodushka har rødder i maya-kulturen og forskellige andre indianske samfund og går 3000 år tilbage i tiden.
Den seksuelt relaterede lære er kun en lille del af den samlede kæmpestore viden, der kaldes “The Sweet Medicine Sundance”. Den omfatter anvisninger angående såvel healing, filosofi, kampsport, våben, ceremonier og ritualer omkring overgange til og fra livet.
Quodushkaen har overlevet ved at blive leveret videre til mænd og kvinder fra generation til generation. I dag såvel som før i tiden kræves der mange års træning i hundredevis af selvrefleksions-ceremonier for at blive fuldt uddannet Quodushka-lærer.
Vil du lære mere om Quodushka? Så kan du købe "The Sexual Practices of Quodoushka" hos Saxo her.
9 typer vaginaer
En vagina er nemlig ikke bare en vagina. Vi er anatomisk forskellige, og eftersom krop og psyke hænger uløseligt sammen, så hører der med hver type vagina et helt sæt egenskaber, dufte og præferencer. Der er 9 typer. Hver type har lettest ved at nå klimaks på en særlig måde, og det er værdifuld viden for den enkelte, samtidig med at det understreger, at ingen orgasmer er rigtigere eller finere end andre. Du finder din type ved at iagttage, hvordan din krop ser ud og reagerer.
– Du kan bruge din hånd som redskab, når du måler. Der kan være helt på til 4 fingres forskel på, hvor klitoris sidder, og det er temmelig meget i den region, siger sexologen.
– Det fine ved den her måde at tænke krop og seksualitet på er, at her er plads til alle. Der er ikke noget, der er forbudt eller noget, der er forkert. Ingen kropstyper, ingen orgasmetyper eller former for seksualitet, det hele er bare forskellige punkter på et hjul.
Hvilken type vagina er du?
Mange variabler kommer i betragtning, når en vagina skal kategoriseres. Her er, hvad du ser efter. En indgående beskrivelse af hver enkelt type finder du i bogen The Sexual Pratices of Quodoushka.
- Ydre markører:
- Størrelse og form på indre og ydre kønslæber
- Afstand mellem klitoris og skedeåbning
- Form på den hætte, der dækker klitoris
- Den generelle størrelse på hele vaginaen
- Indre markører:
- Dybde og bredde
- G-punkets placering
- Andre markører:
- Smagen i vagina
- Tid det tager at få orgasme
- Hvor våd hun er/bliver
Accept er nøglen
Et er, hvad der gav mening for indianerne for hundredvis af år siden. Hvad kan vi bruge Quodoushka til i dag, hvor internet, porno og moderne livsstil har fjernet os fra naturen i ret høj grad? Mange kvinder – og mænd er ikke er tilfredse med deres sexliv og med deres egne oplevelse af krop og seksualitet. De tror, noget skal ændre sig, før det er godt nok, siger Katrine Berling. Hun oplever ofte, hvordan vi typisk tror, at alle orgasmer skal være det, som i den her tradition kaldes “explosive” – altså se ud af noget og være meget udadrettede og højlydte. Mange ved end ikke, at orgasmer også kan være “implosive” – det vil sige være en indre oplevelse.
– Quodoushka kan hjælpe os til at anerkende og acceptere de egenskaber, man nu engang har. Den gamle indianske visdom lærer os, at vi er forskellige, og at vi ikke skal være utilfredse med de orgasmer, vi får og den krop, vi har. Og når vi værdsætter det, vi oplever, vokser det.