Kendte5. januar 2016

Dokumentaren alle taler om: Er Steven en morder – eller et offer?

Dokumentarserien ’Making a Murderer’ er den skræmmende historie om det amerikanske retssystem, når det svigter: For begik Steven Avery virkeligt det mord, som han blev dømt for? Tusinder har set serien og kræver nu, at den amerikanske mand bliver benådet. Læs, hvorfor du bør se serien her
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/steven_avery_front.jpg
 (Foto: Scanpix og Polfoto)

Nok er amerikanske Steven Avery ikke Guds bedste barn, men er han en kold og kynisk morder? Eller er han i stedet et offer for et amerikansk retssystem, der har svigtet på det groveste?

Dét er omdrejningspunktet i en ny dokumentarserie, som for nylig fik premiere på dansk Netflix. ’Making a Murderer’ har allerede vakt forargelse i hjemlandet USA, hvor tusinder nu kræver, at Steven Avery bliver løsladt fra den livstidsdom, som han fik for mordet.

Mere end 242.000 personer har i skrivende stund skrevet under på hjemmesiden Change.org. De forlanger, at den amerikanske præsident Barack Obama benåder og løslader Steven Avery, seriens hovedperson. Han er uskyldig dømt, mener de.

https://imgix.seoghoer.dk/20160104-232546-l_23mb.jpg
 (Foto: Scanpix)

Steven Avery sad fængslet i 18 år, før han blev frifundet takket være DNA-tests. Kort efter blev han dog dømt for en anden forbrydelse, men er han skyldig? Foto: Scanpix

Historien om en morder eller et offer?

‘Making a Murderer’ er historien om Steven Averys nærkamp mod det amerikanske retssystem. Kampen begynder for alvor i 1985, da Steven Avery bliver anholdt og hurtigt dømmes for en grov voldtægt begået i hjembyen, det lille lokalsamfund Manitowoc County i delstaten Wisconsin.

Steven Avery er da – i fleres øjne – også den ’perfekte’ forbryder. Han er hvert fald ikke Guds bedste barn. Som lille satte han ild til en kat, han begik et kluntet røveri, og naboer undgik helst at komme helt tæt på manden fra den berygtede og isolerede Avery-familie.

Steven Avery er 22 år gammel, da han i 1985 bliver anholdt for voldtægten. Selvom 16 forskellige personer giver ham alibi for gerningstidspunktet, mener offeret at genkende Steven Avery som voldtægtsmanden.

Det tager nævningene sølle fire timer at votere og finde Steven Avery skyldig. Han bliver idømt 32 års fængsel for sin udåd.

’Problemet’ er blot, at Steven Avery er uskyldig. Han påstår det selv hårdnakket i de 18 år, han når at sidde bag lås og slå, inden en DNA-test frifinder ham: DNA-testen fastslår, at det IKKE er Steven Avery, der begik voldtægten.

I september 2003 bliver Steven Avery endelig løsladt og genforenet med sin familie. Kort efter vælger han i samråd med sine advokater at lægge sag an mod Manitowoc Countrys politi og anklager. Steven Avery forlanger 36 millioner dollars i erstatning for at være blevet frarøvet sin frihed i 18 år.

Men Steven Avery når næppe at få greb om både frihed og retfærdighed, før han igen havner bag lås og slå. For mens sagen mod Manitowoc Countrys politi og anklager kører på sit højeste i 2005, finder politiet – måske ret belejligt – et lig i Steven Averys baghave.

Det er den forsvundne fotograf Teresa Halbach, 25, og Steven Avery er den sidste person, der har talt med hende.

https://imgix.seoghoer.dk/polfoto_4036799.jpg
 (Foto: Polfoto)

Steven Avery sad fængslet i 18 år for en voldtægt, han ikke begik. Men få år efter sin frifindelse havner han igen på anklagebænken - denne gang for et grufuldt mord. Foto: Polfoto

Politiet afspærrer Steven Averys store grund – og bruger de næste otte dage på at finkæmme hans hjem.

De finder Teresa Halbachs forsvundne bil på grunden, og efter otte dage finder de nøglerne til Teresa Halbachs bil i Steven Averys soveværelse – og som efterforskningen eskalerer, bliver den skyldigt dømte endnu engang dømt skyldig – før at en retssag overhovedet er begyndt.

Politiet er overbevist om, at Steven Avery er en kold og kynisk morder. Under afhøringen af ham er der ingen tvivl:

- Liget er på din ejendom. Nøglerne er i dit soveværelse. Benægt det bare, men sådan er beviserne.

- Du slog hende ihjel med vilje, forsøger de to politibetjente, der afhører Steven Avery.

Men der er noget med politiets efterforskning, der lugter fælt.

Det er hvert fald omdrejningspunktet i ’Making a Murderer’. Seeren sidder da også tilbage med en mærkelig fornemmelse i kroppen, når sagen mod Steven Avery bliver fremlagt.

https://imgix.seoghoer.dk/polfoto_5354228.jpg
 (Foto: Polfoto)

Retssagen mod Steven Avery. Her ses retssalen og et billede af den dræbte kvinde, den 25-årige fotograf Teresa Halbach. Foto: Polfoto

- For hvorfor bliver Steven Avery nægtet adgang til sin advokat, efter at han er blevet anholdt?

- Hvordan kan det være, at de første politifolk på stedet (der stammer fra en anden politistyrke på grund af retssagen mod Manitowoc Countys politi) ikke finder nogle beviser i Steven Averys hus, men at en medarbejder fra Manitowoc County otte dage senere (pudsigt nok) finder Teresa Halbach bilnøgler i Steven Averys soveværelse – nærmest midt på gulvet?

- Plantede politiet i Manitowoc i virkeligheden beviserne mod Steven Avery for at undgå den shitstorm, de selv er havnet i?

- Og hvorfor følger politiet ikke alle de andre spor, der med al tydelighed er i sagen?

Ja, dokumentaren om Steven Avery er på alle måder uafrystelig og ubegribelig.

For hvad hvis den person, man dømmer, ikke gjorde det? Hvad hvis Steven Avery i virkeligheden er blevet offer igen?

Steven Averys frustrerede forsvarsadvokat, Dean Strang, er ikke i tvivl.

»Bliver du først anklaget, har du allerede tabt«.

SE og HØR ønsker ikke at afsløre, hvordan det går Steven Avery i den kontroversielle sag.

Vi vil blot opfordre dig til at se serien.

’Making a Murderer’, Netflix, 10 afsnit

Sponsoreret indhold