Nyheder15. februar 2016

Ida Corr på pause: Det sortnede for mine øjne

Den populære sangerinde Ida Corr måtte sætte karrieren på pause, da hun blev ramt af stress i 2013.
https://imgix.seoghoer.dk/media/vipedia/ida_corr.jpg
 Foto: All Over Press

Hun er tilbage. Det er energien, kreativiteten og passionen også. Men i to år har livsledsageren - musik - været fuldstændig på standby for 38-årige Ida Corr.

For selv om hun droppede udlandsarbejde, efter at sønnen Cassius kom til verden i 2011, blev de mange danske projekter også for meget for sangerinden. Det kulminerede i 2013.

- Jeg fik blinde punkter for øjnene og troede, at jeg bare brugte computeren for meget. Men da jeg sad hos frisøren og det hele sortnede, sagde han til mig, at det var første tegn på stress. Og det kunne jeg ikke løbe om hjørner med, siger Ida Corr.

Hun vidste godt, at frisøren havde ret. Sangerindens skaberlyst havde nu drevet hende dertil, hvor kroppen hverken fysisk eller psykisk kunne følge med det tempo, som den effektive Ida Corr elskede.

- Da jeg turnerede med mit "Corr Values"-album, kunne min krop ikke mere, og min lyst til at stå på scenen var helt forsvundet. Det havde jeg aldrig prøvet før, og det var første gang i mit liv, at jeg virkelig blev bange, fortæller den dansk-gambiske popdiva.

På ét og samme år skulle Ida Corr jonglere sin anden sæson som dommer i talentshowet X Factor, et nyt album, det selvstartede pladeselskab "House of Corr", en reklamekampagne for TDC og rollen som mor.

- Det kom derud, hvor jeg tænkte, at så kunne jeg da bare droppe søvnen for at nå noget mere. Jeg kørte på adrenalin og var vildt produktiv, men jeg påtog mig mere arbejdsansvar, end jeg behøvede, indrømmer Ida Corr.

Hun så det ikke som et valg. For både sin egen og familiens skyld var det nødvendigt at trække stikket til alt, hvad der hed arbejde. Derfor satte turnéen i 2013 punktum i det kapitel af sangerindens liv, hvor karrieren fik lov at fylde for meget.

- Det var som at have været gift med sit livs kærlighed i tyve år og vågne op en dag, hvor forelskelsen pludselig er væk. Jeg skulle finde ud af, om jeg kunne forelske mig igen, eller om vi skulle skilles, fortæller Ida Corr.

Kun fokuseret på at give sig selv en pause tilbragte hun dagene i selskab med venner og familie, tv-serier, byture og god mad, forklarer hun, og erklærer sig selv for et ubetinget madøre.

Da sangerinden efter mange måneder igen havde energi, vendte lysten til at lave musik tilbage. Med et simpelt program på computeren begyndte hun at skabe sange hjemme i sit køkken, og før hun vidste af det, lå der over 100 skitser.

Og nu er hun tilbage. Kreativiteten spirer, hun er igen en energibombe og passionen for tonerne er mere kraftfuld end nogensinde. Men hun må samtidig leve med, at en pause i fremtiden også kan blive nødvendig.

- Jeg ved ikke, om jeg kan undgå det. Jeg ved bare, at jeg skal lade være med at være en kontrolfreak, der skal være indover alt. Men jeg kan mærke sommerfuglene i maven, og hvis de bliver ved med at være der, så gør jeg det rigtige, siger Ida Corr.

/ritzau/FOKUS

https://imgix.seoghoer.dk/mitsh-banner_3.png
 SE og HØR

Sponsoreret indhold