Sådan kan du forudsige Oscar-vinderne
Den årlige Oscar-uddeling får stor opmærksomhed, fordi alle i Hollywood drømmer om at gå hjem med den gyldne statuette. Ofte kan man faktisk forudsige hvem, der løber med priserne. Det har dog intet med den anden filmpris Golden Globe at gøre, som mange tror, fortæller SE og HØRs filmekspert, Morten Vejlgaard
- Det er en udpræget misforståelse, at Golden Globe er et særligt vigtigt fingerpeg for, hvordan det går til Oscar-uddelingerne. Det er meget forkert. Golden Globe uddeles af omkring 90 udenlandske Hollywood-journalister i slutningen af januar. Oscar-akademiet, der bestemmer hvem, der skal have Oscars, består af ca. 6.200 branchefolk. Det er nogle forskellige mennesker, der bestemmer til Oscars i forhold til Golden Globe og de synes noget helt andet om film, siger chefredaktør på Filmz, Morten Vejlgaard Just til SE og HØR.
De 6.200 branchefolk har således hver en stemme i samtlige de kategorier, der uddeles Oscars i, så det er ikke kun en lille håndfuld Hollywood-pinger, der bestemmer hvem der skal have de eftertragtede statuetter.
For at forudsige hvem, der løber med Oscar-priserne skal man i stedet kigge nærmere på de tre store fagforeningspriser i Hollywood: instruktørernes (Directors Guild of America), producenternes (Producers Guild of America) og skuespillernes (Screen Actors Guild). Der er et næsten én til én sammenfald mellem dem, der vinder fagforeningspriserne og dem, der kan lade sig hylde til Oscar-showet. Det er nemlig mange af de samme mennesker, der stemmer, forklarer Morten Vejlgaard Just.
Eksempelvis vandt Eddie Redmayne en Oscar for hovedrollen i "Teorien om alting" sidste år. Og han vandt også skuespillernes fagforeningspris.
I år er der især spænding om prisen for bedste film, fordi ”The Big Short”,”Spotlight” og ”The Revenant” alle er løbet med en fagforeningspris hver, påpeger Morten Vejlgaard Just, der herunder giver sit bud på, hvem der løber med de mest prestigefyldte priser:
Bedste film: The Big Short
Bedste mandlige hovedrolle: Leonardo Dicaprio (The Revenant)
Bedste instruktør: Alejandro González Iñárritu (The Revenant))
Bedste mandlige birolle: Sylvester Stallone (Creed)
Bedste kvindelige hovedrolle: Brie Larson (Room)
Bedste kvindelige birolle: Alicia Vikander (Den danske pige)