”Nybyggerne”-Johan mistede kæreste og ven: Kørt ned af vanvidsbilist
Vi kender ham som den smilende og positive fyr, der sammen med sin kone er godt i gang med at indrette drømmehjemmet. Men for 12 år siden tegnede fremtiden langt fra lys for Johan Berlin fra TV 2-programmet ”Nybyggerne”.
Her gennemlevede han nemlig et sandt mareridt: En oktober-aften i 2004 blev han – sammen med sin daværende kæreste Katrine, hans gode ven Jakob samt Jakobs gravide kæreste Mette – torpederet af en ung vanvidsbilist på Frederikssundsvej i Brønshøj.
Ulykken kostede Katrine, Jakob og Jakobs ufødte datter livet – og den har sat dybe spor hos Johan.
Det fortæller han i aftenens afsnit af ”Nybyggerne”, skriver TV 2.
- Hver dag er for mig en gave. Jeg var så heldig ikke at blive ramt af bilen. Det har ændret alt i mig. Hele mit liv er blevet vendt på hovedet efter den oplevelse. Jeg stoppede med mine studier og mit arbejde, og jeg gik til psykolog i et års tid, siger Johan Berlin i ”Nybyggerne”og fortsætter:
- Jeg har truffet et valg om, at jeg ikke gider have dårlige dage, og jeg gider ikke være sur over småting. Det skal virkelig gå galt, før jeg bliver i dårligt humør, siger han.
I ”Nybyggerne” kæmper Johan sammen med sin kone Christel om at istandsætte deres drømmehus og i sidste ende vinde huset, der har en værdi af 3,4 millioner kroner. Og hele vejen igennem har Johan bevist, at han formår at holde humøret højt – også selv om tidsplanen er ved at blive overskredet. I aften trækker han så igen i arbejdstøjet, når endnu et afsnit af ”Nybyggerne” løber over skærmen klokken 20.00.