Nyheder13. maj 2016
Lises første flise
Holdets nyeste medlem, Lise Baastrup, fik sin debut, da Cirkusrevyen traditionen tro satte fødderne i cement
Af Tanja Larsen
Lise Baastrup smed sko og strømper og satte for første gang sine bare fødder i våd cement sammen med resten af årets Cirkusrevyen-hold. Den 32-årige skuespiller debuterer i revyen.
– Vi griner rigtig meget. Så sent som i går havde vi nogle tekster, som udviklede sig så godt, at vi selv begyndte at grine ad det – og det må være et godt tegn, smilede Lise, som dyppede fusser med Ulf Pilgaard, Henrik Lykkegaard, Lisbet Dahl og Niels Ellegaard. Det er 29. gang, at revyens skuespillere lægger fødder til en flise på Bakken.
Revy er rigtig rock'n'roll - man må ikke være tryghedsnarkoman, og tekster bliver udskiftet fra dag til dag. Men alle er så søde, sagde Lise Baastrup og greb, som traditionen foreskriver, en bøgegren og skrev autograf i flisen. (Foto: Thomas Laursen.)
Sådan kom årets flise til at se ud – med skuespillernes tæer og kragetæer. (Foto: Thomas Laursen)
Lisbet Dahl skar kagen for og fejrede, at premieren 19. maj nærmer sig med hastige skridt. (foto: Thomas Laursen)