Lighthouse X festede løs natten før semifinale
Torsdag aften skal de tre danske drenge i Lighthouse X forsøge at synge sig videre i den store Eurovision-finale, men festlighederne tog de allerede forskud på, da de sent onsdag aften havde leveret deres prøve foran juryen i Globen i Stockholm.
Klokken havde passeret midnat, da de tre drenge fra gruppen dukkede op på Euroclub, der er den officielle natklub under sangkonkurrencen. Her blev de i flere timer, mens grandprix-koryfæer som Birthe Kjær og svenske Sanna Nielsen gik på scenen og sang for de mange fremmødte Eurovision-fans.
Det er ellers kutyme, at deltagerne i Eurovision tager den med ro natten før, de skal på scenen og repræsentere deres fædreland. De mange prøver tærer på både stemme og kræfter, men det afholdt ikke de danske drenge fra at danse og synge med på grandprixhits til den lyse morgen.
Først klokken 02.45 forlod de natklubben, men det er ikke noget, der bekymrer DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme, der også var med til nattefesten.
- De var super glade for, at deres juryprøve var gået så godt. Det er voksne mennesker, der godt ved, at det er vigtigt, de leverer i aften, og det har jeg 1000 procents tiltro til, at de gør, siger han.
Torsdag står den inden semifinalen på masser af prøver for gruppen, der også skulle have have mødt journalister og fotografer ved et pressemøde. Men det er blevet aflyst.
- De sover nu, så de får hvilet sig. Det er jo et spørgsmål om, hvornår man står op, siger Jan Lagermand Lundme og uddyber:
- Det er alkohol, der slider på stemmen, men de var ikke fulde. De var fyldt med adrenalin og lykke og glæde over, at det var gået så godt, så de ville nok ikke have kunnet sove alligevel, hvis de var taget hjem, siiger han.
[node:aller-related-content]
Han er sikker på, at de natlige eskapader ikke får konsekvenser for grandprix-drengenes performance, når det gælder i semifinalen i aften:
- Vi gør alle sammen tingene på hver vores måde, og det er nogle af de mest erfarne deltagere, vi har haft, så jeg er fuldt overbevist om, at de gør det, der er bedst for dem.
Hvorvidt danskerne kvalificerer sig til den store finale, er langt fra garanteret. Både bookmakere og eksperter forudser, at Lighthouse X og sangen "Soldiers of Love" hænger i en tynd tråd, når de 18 deltagerlande i aften skal skæres ned til 10.
Showet sendes på DR1 klokken 21.00.