Lone Hertz om Dirch: Synd han blev sat i bås

Lone Hertz er en af de skuespillerinder, der kendte Dirch Passer bedst. De spillede sammen på teatret og i film – og de har boet dør om dør på Gråbrødre Torv i København.

– Når jeg er ude og holde foredrag, bliver jeg ofte spurgt om, hvordan det var at spille sammen med Dirch.

– Jamen han var en vitaminbombe, men det var også svært, for han havde sin egen spillestil, som vi andre måtte indordne os under. Det krævede noget at spille sammen med ham, siger Lone Hertz.

Hun nævner filmen ”Frøken Nitouche” som noget af det bedste, de to har lavet sammen. Men det tog også et halvt år at indspille filmen. Og et af hendes foredrag hedder da også ”Fra Frøken Nitouche til foredragsholder”.

– Det er sjovt at komme rundt i landet og holde foredrag, for ikke kun de voksne, men også de helt unge, kender jo til Dirch, siger Lone (Foto: Kaspar Wenstrup)

– Det var noget af det bedste, Dirch lavede, og vi havde et virkelig godt samspil. Derfor er den film også stadig en af de mest sete, siger Lone Hertz.

Dirch Passer indspillede flere end 100 film, og de fleste af dem var desværre ikke særlig gode, mener Lone Hertz.

Men Dirch var altid en sikker filmsucces. Det handlede om ham, og så var vi andre nærmest fyldstof. Og så skulle han jo tjene penge. Han var elendig til økonomi, og det var hans makker, Kjeld Petersen, også.

Lones daværende mand, Stig Lommer, måtte hjælpe dem med økonomien, så sekretæren, Pat Mørup, styrede den og udbetalte dem lommepenge.

”Frøken Nitouche” var en rigtig god film, hvor Lone Hertz spillede klosterskoleelev. Til efteråret skal hun på turné med Folketeatrets opsætning, hvor hun spiller priorinden. Den har premiere den 6. oktober (Foto: SE og HØR)

Gudfar til min søn
Lone Hertz fortæller med smil og indlevelse om vennen Dirch Passer, som hun kendte privat.

– Vi boede i samme hus, dengang han var sammen med Judy Gringer. Dirch og Judy boede på første sal, mens Stig og jeg boede på anden sal. Og Dirch var gudfar til Steen (Lones søn, Steen Stig Lommer, red.). Men selv om vi kendte hinanden godt, kom man aldrig helt ind til Dirch. Han var en meget privat, indadvendt og følsom person, siger hun.

[node:aller-related-content]

Han græd som pisket
Det følsomme kunne han også vise på scenen, som da han i en teaterudgave af ”Sommer i Tyrol” skulle synge en kærlighedssang.

– Han gjorde det med så megen følelse, at han græd som pisket. Det var fantastisk, men publikum var iskolde. De kunne ikke tåle, at han ikke var morsom, og han turde ikke længere synge den sang med samme indlevelse, fortæller Lone Hertz.

Hun spillede i 1961 sammen med Dirch i teaterforestillingen ”Mus og mænd” – en af de få mere seriøse roller, som Dirch havde.

– Han tænkte teater hele tiden, og han havde spillet forestillingen sammen med Ove Sprogøe på elevskolen. Så Stig fik rettighederne og satte den op på Aveny – som en gave til Dirch, da han fyldte 35 år, og han var henrykt.

– Det var en skam, at Dirch aldrig fik lov til at vise, hvor stort et talent han i virkeligheden havde. Han var ikke bare komiker, men en virkelig god skuespiller (Foto: Kaspar Wenstrup)

– Dirch var fremragende, og han fik gode anmeldelser. Men vi havde eftermiddagsopførelser for Skolescenen, og de unge skolebørn kendte kun Dirch som den sjove mand. Så de grinede, når han kom ind.

Samtidig stod flere kolleger i kulissen og grinede, samtidig med at Dirch skulle kvæle mig i stykket. Det gik Dirch meget på, fortæller Lone Hertz.

Han kunne virkelig det hele, men han fik aldrig lov til det.

Både børn og voksne kender ham stadig kun som den sjove mand. Publikum ved slet ikke, hvad for en gigant han var som skuespiller.