Nyheder29. maj 2016

Michelle skiftede køn: Nu er jeg et helt menneske

Den 51-årige københavner Michelle har altid følt, at hun var født i den forkerte krop. Det var dog først for fire år siden, hun turde tage sine første skridt som kvinde.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/michelle_foto_wenstrup.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Indvendig har 51-årige Michelle Klæstrup altid følt sig som en kvinde, men udvendig var hun mand, indtil hun i 2013 fik lavet en kønsskifteoperation.

– Jeg havde hørt om mænd, der gik i dametøj, altså transvestitter, men det vidste jeg, at jeg ikke var. Transvestitter kan godt lide at klæde sig ud. Det var ikke sådan, jeg havde det, for mig var det ikke tøjet, det var følelsen, siger hun.

– Jeg prøvede hele tiden at gøre noget for at undertrykke mine følelser. Jeg er født som mand, så det måtte jeg acceptere. Jeg bebrejdede mig selv for at være klam og ulækker, fortæller Michelle Klæstrup, da SE og HØR møder hende.

Hun har diskret makeup på, langt, lyst hår og en dejlig udstråling. Omverdenen skal kigge godt efter for at opdage, at Michelle engang var en mand.

Er jeg bindegal?
I tiden som mand var Michelle gift med en kvinde, og sammen fik de en søn, men under overfladen var Michelle ikke i tvivl om, at hun ikke var som andre mænd.

– Jeg fortalte det til min ekskone i 2004, og så var vi gift i syv år efter det. For hvert år, der gik, overtog mit sande jeg mere og mere. Min eks gjorde alt, hvad hun kunne for at overbevise mig om, at jeg var forkert på den, og vi prøvede hele tiden at få det til at fungere på grund af vores søn, fortæller Michelle.

Se billeder af Michelle i det store galleri nederst i artiklen.

– Jeg undersøgte tingene og hyrede en psykolog og en psykiater, da jeg ville være helt sikker på, at jeg ikke var bindegal og var ved mine fulde fem. Og de skrev begge under på, at jeg ikke havde nogen diagnose, mit eneste problem var, at jeg havde svært ved at anerkende mig selv.

Forvandlingen til kvinde
Til sidst kunne parret ikke længere holde sammen på familien. De blev skilt, og Michelle turde endelig vise omverdenen sit sande jeg.

– 4. januar 2012 tog jeg mit første skridt i kvindetøj med makeup, fortæller Michelle, der samtidig begyndte at tage kvindelige hormoner og at spare op til en kønsskifteoperation.

– I 2013 havde jeg fået sparet op til en operation i Thailand. Da jeg vågnede derude, følte jeg mig for første gang som et helt menneske. Der er ikke forskel på mig og andre kvinder. De har konstrueret det sådan, at jeg ligner alle andre kvinder og fungerer sådan, fortæller hun.

Se billeder af Michelle i det store galleri nederst i artiklen.

– Da jeg kom hjem og var opereret, var det, som om alting faldt på plads for mig. Jeg forelskede mig i en mand, det var helt vildt. For første gang i mit liv oplevede jeg, hvad det ville sige at være forelsket og have helt ondt i maven, siger hun.

– Jeg gik fra at tro, at jeg var en heteroseksuel mand, til i dag at vide, at jeg er en heteroseksuel kvinde. Jeg havde aldrig været tiltrukket af mænd, da jeg var en mand.
I dag er Michelle lykkelig for, at hun turde tage springet fra mand til kvinde, og hun føler sig psykisk stærkere end nogensinde.

– Folk siger, at de kan mærke, at jeg hviler i mig selv, og jeg er meget autentisk. Jeg havde frygtet, jeg ikke kunne få noget job, men det gik rigtig nemt. Nu er jeg endelig den, jeg er. Det kan ikke være mere rigtigt, jubler Michelle.

Se billeder af Michelle i det store galleri herunder:

Michelle Klæstrup

https://imgix.seoghoer.dk/mit_se_og_hoer_93.png

Sponsoreret indhold