Nyheder4. juli 2016

Jarlov: Jeg er ikke sammen med Mascha for at få opmærksomhed

Rasmus Jarlov er overrasket over hvor små historier, der kan komme i medierne
https://imgix.seoghoer.dk/rasmus_jarlov_mascha_vang.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Den konservative politiker Rasmus Jarlov stod for få uger siden frem og bekræftede flere ugers medierygter - 'Ja, jeg er kæreste med Mascha Vang'.

Mascha havde forinden på sin blog skrevet om forholdet, så Jarlovs bekræftelse på Facebook var mere for syns skyld og for at fortælle, at han ikke ville dele oplysninger om forholdet i tide og utide med sine følgere på sociale medier.

Mandag morgen var han gæst i Go' morgen Danmark på TV 2, og her blev han - efter at have talt politik - frittet ud om forholdet til Mascha.

- Jeg er vant til at være i TV med politiske synspunkter, men det er helt nyt for mig at havne i den kulørte presses søgelys, siger Jarlov til Go' morgen Danmark-værten Ida Wohlert.

Han er uvant med pressens store interesse for selv små ting.

- Jeg er overrasket over, hvor lidt der skal til, før der bliver lavet historier i medierne om det. Hvis Mascha brænder et brød på, så står det pludselig i SE og HØR. Det synes jeg er underligt (SE og HØR eller sh.dk har ikke omtalt det brændte brød red.), siger Rasmus Jarlov.

Det ligger ham meget på sinde at fortælle, at han ikke på nogen måde er i forholdet for at få opmærksomhed.

- Det skal ikke virke, som om vi er sammen, for at jeg skal have opmærksomhed. Jeg er rigtig glad for Mascha og stolt over at være kæreste med hende. Vi kan godt li' hinanden, det er derfor, vi er sammen - der er ikke andre årsager, siger Rasmus Jarlov.

Han er blevet 'godkendt' af Maschas datter Hollie Nolia og fejrede sankthansaften sammen med Maschas ekskæreste Nicolas Kiesa, (der er far til Hollie Nolia red.) og dennes nye kæreste, så han er blevet introduceret til nogle af de vigtige personer i Maschas liv.

Mascha har netop købt hus i Dragør, men det er ikke for nuværende planen, at Rasmus Jarlov rykker ind i Maschas villa.

Sponsoreret indhold