Så mange penge skylder Tori Spelling
Tori Spelling er atter kommet i økonomisk uføre.
Den 43-årige "Beverly Hills 90210"-stjerne og hendes mand, skuespilleren Dean McDermott, skylder svimlende 1,7 millioner kroner i manglende ubetalte skatter til staten.
Det fremgår af retsdokumenter, som magasinet People er kommet i besiddelse af.
Gælden stammer fra 2014, og det er delstaten Californien, der forlanger pengene betalt snarest muligt.
Sagen er den anden økonomiske hovedpine på under et år for skuespillerinden.
Tilbage i januar blev Spelling sagsøgt af det finansielle kreditkortselskab American Express, som krævede, at hun tilbagebetalte sin udestående saldo på 283.000 danske kroner samt renterne, der havde hobet sig op imens.
Men trods en glamourøs opvækst havde skuespillerinden ikke automatisk pengene stående på kontoen.
Tori Spelling: Jeg elsker København
Spelling er datter af tv-mogulen Aaron Spelling, men fik ikke del i hans mange millioner, da han døde i 2006. Det hævdede hun i en løgnedetektortest på kanalen "Lifetime" i sidste år og uddybede det efterfølgende over for magasinet People.
- Det er ikke noget mysterium, hvorfor jeg er i pengeproblemer. Jeg voksede op med så mange penge, at folk ikke drømmer om det.
- Selv når jeg prøver at leve mere sparsommeligt, kan jeg ikke give slip på min dyre smag. Jeg har et shoppingproblem, men jeg har ikke råd til at leve sådan længere. Vi er i underholdningsindustrien, og tingene ændrer sig hele tiden, når man ikke har et fast job, forklarede hun.
Tori Spelling: Løj om vægttab
Senere afslørede Spellings mor, Candy Spelling, at hun betalte familiens udgifter på grund af datterens økonomiske deroute.
- Det skyldes en ekstravagant livsstil. Jeg har hjulpet med at betale alle regningerne. Jeg betaler dog ikke for ekstra ting og forbrug, men for huset, børnenes skolegang og mad, sagde hun ifølge magasinet People.
Tori Spelling var i april på job i Danmark, hvor hun overrakte en pris til årets Zulu Awards.