Kat Stephie Holst: Fødselsdag i bikini
Hun fyldte 30 år den 10. juli, og i den kommende weekend fejrer smukke Kat Stephie Holst den runde dag med poolparty.
De sidste måneder har Kat levet ekstra sundt og smidt fem kilo, så hun nu er ved at være bikiniklar.
– Jeg mangler at tabe to kilo, men så har Lars også lovet at købe en supersmart bikini, grinte sangerinden, da sh.dk mødte hende i forbindelse med fødselsdagen.
I den kommende weekend står programmet altså på sommerfest-fødselsdags-poolparty – med helstegt pattegris og cirkustema.
Selvfølgelig skal den nye bikini også luftes, men selv om Kat elsker vand, holder hun sig fra poolens etmetervippe.
– Jeg går stadig til kiropraktor, fordi jeg døjer med min lænd. Jeg smadrede min ryg i ”Stjerner på vippen” og har bestemt ikke behov for at springe.
- Ligegyldigt hvordan, så lander jeg altid på maven, griner hun.
Poolen er en del af Gymnastikgården i Aarhus, hvor kærestens hjertebarn ”Flying Superkids” holder til.
Der er også et hav af andre muligheder, så Kat kan holde sig i form med mavebøjninger, dansetræning og måske en løbetur.
Og den flotte pige har også fået sine egne roller i ”Flying Superkids” med blandt andet scene- og mikrofontræning af de unge talenter.
Du kan høre Kats nyeste musik i videoen øverst.