Kristne advarer: Pokémon Go er en leg med satan
I slutningen af 1990’erne blev verden ramt af Pokémon-feber. Dengang var det samlekort, som optog børn kloden over. Nu er feberen blusset op igen med mobilspillet Pokémon Go, men det er ikke alle, der ser det hypede spil som uskyldig leg. Fundamentalistiske kristne kalder Pokémon Go for en leg med satan.
Den amerikanske radiovært og præst Rick Wiles mener, at Pokémon Go sender cyberdæmoner, der har til formål at dræbe kristne.
Andre kristne henviser til, at Pokémons skaber, Satoshi Tajiri, i et interview har indrømmet, at Pokémon er anti-kristent. Tajiri gav ganske rigtigt et interview til velansete Time Magazine i 1999, men han nævnte intet om kristendommen. Den del er blevet opdigtet og spredt på nettet.
Også i Danmark advarede kristne mod Pokémon. Flemming Frandsen fra Missionskirken fortalte i 1999 til TV-programmet 19 Direkte, at han kendte flere, der var blevet raske efter at have brændt familiens Pokémon-kort.