Nyheder24. juli 2016

Morten Kjeldgaards far døde af kræft: Man mister en del af sig selv

Danseren Morten Kjeldgaard har haft et hårdt år, og det gjorde virkelig ondt at miste sin far til kræftsygdommen.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/bb-58307_0.jpg
 Foto: All Over

31-årige Morten Kjeldgaard blev sammen med Stephania Potaliva nummer to i sidste års ”Vild med dans”, og danseren er glad for, at hans far, Bo, nåede at opleve det, som indtil nu er danserens bedste placering i konkurrencen.

I februar i år måtte Morten Kjeldgaard så sige farvel til sin far, som døde af lymfekræft.

- Sidste års finale symboliserer noget helt særligt for mig, fordi den minder mig sindssygt meget om min far. Når jeg tænker tilbage på den aften, så tænker jeg på, at han var der, og hvor meget det betød for ham at være der. Set i bakspejlet er jeg rigtig glad for, at jeg kunne give ham den oplevelse. Det gjorde på en eller anden måde det at miste ham en lille smule lettere, siger Morten Kjeldgaard til TV 2.

Faderen Bo bakkede hele livet sin søn op, og hjalp ham på vej, da han blev mobbet med sin interesse for dans.

- Jeg har altid tvivlet meget på mig selv og ikke følt, jeg har været god nok. Men min far hjalp mig med at finde troen på mig selv, siger Morten Kjeldgaard til TV 2.

Omkring juletid troede familien ellers, at Bo var blevet rask efter kræftsygdommen, men det gik hurtigt den anden vej, og i februar døde faderen.

- Det var helt vildt forfærdeligt at miste ham. Man føler, man mister en del af sig selv. Og det er jo så det, man skal lære at leve med efterfølgende; man skal bygge den del op, man føler, man har mistet, og så klare sig selv. Det der med at ringe hjem og snakke med ens forældre er en slags frirum, og det frirum mister man pludselig halvdelen af, siger Morten Kjeldgaard.

Se flere billeder af Morten Kjeldgaard og Stephania Potalivo her:

Morten Kjeldgaard og Stephania Potalivo

Sponsoreret indhold