Hollywood5. august 2016

Berømt fan låner Viggo Mortensen kæmpehit

I filmen "Captain Fantastic" ville Viggo Mortensen og Matt Ross gerne låne en sang fra Guns 'N Roses. Det blev ikke så svært, som de troede.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/10.5738094bg.jpg
 (Foto: All Over Press)

Det er ikke kun det visuelle, der er vigtigt, når instruktøren Matt Ross skaber film. Også musikken skal være helt rigtig, men med filmen "Captain Fantastic", der har Viggo Mortensen i hovedrollen, løb han ind i en udfordring.

En udfordring, som den populære dansk/amerikanske skuespiller endte med at være manden, der kunne løse.

Til nogle bestemte scener i filmen ville Matt Ross nemlig bruge to Prince-sange - "When Doves Cry" og "Little Red Corvette", men det viste sig at være umuligt.

- Det er flere år siden, mens Prince stadig var i live, og der spurgte vi, om vi måtte bruge dem. Prince var jo i mange år berømt for ikke at ville tillade, at nogen brugte hans musik, men så besluttede han sig for at lade folk bruge al hans materiale, bortset fra to sange - og det var lige præcis dem, fortæller Matt Ross.

Han var derfor nødt til at komme op med en anden løsning.

- Jeg lyttede til hundredvis af sange, både vores musikansvarlige og min bror og en af vores producere var med inde over og foreslog rigtig mange forskellige numre. Så dukkede Guns 'N Roses-sangen "Sweet Child O'Mine" op, fortæller Matt Ross.

- Vi ville gerne lave en anden udgave af den. Det er en lidt beskidt rock'n'roll-sang, men det føltes som den helt rigtige til det, den skulle bruges til, fortæller han.

Men hvor instruktøren normalt har afsat et halvt år til at få rettighederne til musikken på plads - det kan nemlig være en besværlig og langtrukken affære - havde han lige pludselig travlt.

Han havde nemlig kun to uger. Heldigvis havde Matt Ross et godt kort på hånden i form af stjerneskuespilleren, som det viste sig, at bassisten i Guns 'N Roses, Duff McKagan, har et ganske blødt punkt for.

- Vi anede det ikke, men bassisten i bandet er kæmpe fan af Viggo Mortensen og hans arbejde. Jeg tror måske, det er ham, der sidder med ansvaret for deres bo. Han sagde i hvert fald, at han ville tale med de andre, og så var vi bare så heldige, at de sagde ja med det samme, forklarer Matt Ross.

"Captain Fantastic" går i biograferne nu.

Sponsoreret indhold